Jesper Klitgaard, 11. september 2019, kl. 7:26
Det blev lige så tæt og intenst som forventet, da SønderjyskE tirsdag aften gæstede Fyn og Odense Bulldogs. Desværre blev det ikke til den ønskede sejr, idet hjemmeholdet var gode til at holde stand mod det pres, som SønderjyskE igennem hele kampen lagde mod Evan Cowleys mål.
SønderjyskE var bedst i første periode, hvor holdet i spillet 5 mod 5 havde overtaget, og hvor der var store muligheder til både Anders Biel og Daniel Nielsen, men Evan Cowley tog sig af de pucke der kom med flot målmandsspil.
Den anden vej måtte Patrick Galbraith vise klassen, da Odense viste tænder med to friløbere, hvoraf den ene var 2 mod 0, men det blev ikke til scoringer i første periode.
Det blev der så i de midterste tyve minutter af kampen, hvor SønderjyskE dominerede billedet totalt. Derfor var det også ganske fortjent at Mads Lund, efter en fornem frispilning fra Daniel Nielsen, kunne sætte pucken i nettet.
Generelt var der rette mængde af intensitet og vilje hos de sortblusede, og det var kun eminent målmandsspil i hundehuset fra Cowley, der gjorde at føringen ikke blev udbygget.
Der kom da også flere mål i anden periode, men det var desværre hjemmeholdet som satte den næste puck i målet. Mike Daugulis stod inde foran mål, og satte med en styring pucken højt i målet bag Patrick Galbraith, til 1-1 og den stilling holdt også anden periode ud.
Hjemmeholdet kom bedre med i de sidste tyve minutter, men det fjernede ikke billedet af, at det var SønderjyskE der havde teten. Det var dog Odense, der var skarpest, og med ti minutter tilbage, kunne Mike Daugulis gentage hvad han gjorde i anden periode, da han igen stod fri foran mål og styrede pucken ind bag i nettet.
SønderjyskE forsøgte at lægge yderligere pres på hjemmeholdets mål, men det blev ikke til yderligere scoringer i kampen.
Derfor måtte SønderjyskE igen gå fra isen uden point, efter en kamp hvor spillet var godt, men hvor skarpheden manglede på de rette tidspunkter. Holdet har nu en uge til at få trænet netop dette, for der er kamp pause indtil næste tirsdag, hvor turen går til Rungsted