Lars Jensen, 13. oktober 2019, kl. 17:57
3145 tilskuere var vidner til en underholdende kamp der havde det hele, udover 3 point til hjemmeholdet – efter overtid og straffeslag kunne Rungsted rejse hjem med de 2 point.
Sidste sæson DM finalister mødtes for anden gang i denne sæson og det var de regerende mestre der havde revanche tilgode efter at SønderjyskE havde vundet det første indyrdes opgør i Rungsted.
Første periode blev en underholdende affære, hvor hjemmeholdet var i téten fra start, men ikke kom tættere på end et skud på indersiden af stolpen. En udvisning til Frederik Bjerrum sendte momentum over til gæsterne, der også scorede kampens første mål, da Nikolaj Rosenthal stod fri ved den ene stolpe sekunder efter at hjemmeholdet var blevet fuldtallige.
Der skulle kun gå 39 sekunder inden at MacGregor Sharp fik udlignet da han fulgte op på en retur og bragte balance i regnskabet. Glæden varede dog kort, for kun små 2 min. senere udnyttede Rungsted et godt gennemspillet angreb til at bringe sig foran med 1-2 der også blev en underholdende periodes resultat.
2 periode var lige så underholdende som 1. periode. Hjemmeholdet kom flyvende ud fra start og vi skulle pænt langt hen i perioden inden at Rungsted krydsede blue line ind til hjemmeholdets zone. SønderjyskE sad tungt på perioden og Thomas Lillie i Rungsted målet måtte hive en hel del store redninger frem. Vi skulle dog helt frem til periodens sidste sekund inden at det lykkedes Daniel Nielsen at overliste Thomas Lillie i Rungsted målet, med et skud der røg lige under handsken. 2-2 var stillingen efter anden periode.
3 Periode fortsatte hvor 2. slap og var atter en intens og underholdende affære. Hjemmeholdet var atter i téten, men Rungsted skal have kredit for at spille en klog gang udebane hockey og slog til på de helt rigtige tidspunkter – scoringen til 2-3 blev sat ind sekunder efter en kæmpechance til hjemmeholdet i den anden ende og endda fra en noget spids vinkel. Perioden bød på 4 scoringer og kun 1 min. og 20 sekunder efter at Martin Eskildsen koldblodigt havde udlignet til 3-3, sendte Lucia en puck ind imellem venner og fjender som Nicolaj Henriksen i SønderjyskE målet ikke så. Cheftræner Mario Simioni tog Henriksen ud lidt over 1 min før tid i en sidste satsning – hjemmeholdet kunne ikke rigtigt få sat et angreb op, men få sekunder før tid tog Konsta Mäkinen sagen i egen hånd og førte pucken ind i Rungsted’s zone, hvor Josh MacDonald kunne udligne kun 1.3 sekund før tid.
Overiden bød på chancer i begge ender, men der måtte straffeslag til for at finde en afgørelse.
Her scorede Rungsted to gange imod hjemmeholdets ene gang og kunne dermed tage det sidste ekstra point med til sjælland.
Alt i alt en flot kampe af et bravt kæmpende SønderjyskE hold, der havde alle chancer for at tage de 3 point i ordinær tid, men desværre ikke fik udnyttet det store antal chancer de havde især i de sidste 40 min.
Næste opgave er Esbjerg Energy på fredag i Frøs Arena.
Kampen i tal: SønderjyskE – Rungsted Seier Capital: 1-2 (1-2)(1-0)(2-2)(0-0)(0-1)
6:47 min. 0-1 Nikolaj Murholt Rosenthal (TJ Moore, Willie Raskob)
7:26 min. 1-1 MacGregor Sharp (Steffen Frank, Frederik Bjerrum)
9:23 min. 1-2 Marcus Olsson (Mattias Persson, Joachim Holten-Møller)
39:59 min. 2-2 Daniel Nielsen (Daniel Madsen, Mike Little)
46:27 min. 2-3 Mattias Persson
49:16 min. 3-3 Martin Eskildsen
50:24 min. 3-4 Mario Lucia (Willie Raskob, Joachim Holten-Møller)
59:58 min. 4-4 Josh MacDonald (Christian Silfver, Konsta Mäkinen)
65:00 min. 4-5 Marcus Olsson GWS
Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2 min
Rungsted: 3 x 2 min
Tilskuere: 3145