Per Jessen, 24. oktober 2019, kl. 19:25
Normalt vil man ikke kunne kalde en kamp i 14. spillerunde en nøglekamp, men det er det, når SønderjyskE fredag aften tager imod Herlev Eagles i Frøs Arena med kampstart kl. 19.30. Flasker resultaterne sig, så kan SønderjyskE spille sig i pokalturneringens Metal Final4.
Regnskabet i Metal Final4 gøres op efter 16 spillerunder. SønderjyskE er efter sejrene mod Esbjerg Energy og Rødovre Mighty Bulls kravlet op i tabellen. De lyseblå er på tredjepladsen, mens gæsterne fra Herlev er på femtepladsen, som akkurat ikke giver adgang til Metal Final4. Afstanden mellem de to hold er blot tre point, hvilket betyder, at Herlev kan holde liv i pokaldrømmene med en sejr i Frøs Arena. Vinder SønderjyskE i ordinær spilletid, og smider Rødovre samtidig bare ét point hjemme til Aalborg Pirates, så er SønderjyskE klar til Metal Final4 i dagene 31.januar til 1. februar.
Herlev har haft en rigtig fin sæson, og nummer ét, to og tre på Metal Ligaens topscorer er at finde i klubben. Brent Thompson, Johan Skinnars og Victor Rollin Carlsson, skal der altså holdes øje med. Trioen har allerede lavet 60 point til sammen.
– Herlev kommer med en stærk offensiv, og de har nogle dygtige spillere, som ikke skal have alt for meget plads. Vi skal spille fysisk og tackle ud i hvert et skift. Med andre ord rigtig ”SønderjyskE-hockey”, hvor der er fuld fart i skøjterne, siger sportschef Kim Lykkeskov.
Jonas Reimer og Michael Nielsen er kampens hoveddommere, mens Lasse Dahlerup og Henrik Haurum er linjedommere. Der er kampstart kl. 19.30, og dørene åbner en time inden.