Jesper Klitgaard, 29. november 2019, kl. 21:48
Langt hen af vejen lignede aftenens kamp en sikker sejr til SønderjyskE, men Herlevs tre mål på 35 sekunder, afgjorde til sidst kampen til gæsternes fordel. Det efter en kamp, som startede godt, og startede som man havde ønsket sig
12 sekunder! Det var lige nøjagtig det SønderjyskE skulle bruge af kampens første powerplay, for så havde Christian Silfver styre pucken det sidste stykke ind i nettet, på Mads Lund og Steffen Frank’s fine forarbejde.
Inden da var det da også SønderjyskE, der havde haft pucken mest, dog uden at skabe de helt store chancer. Sådan en havde gæsterne til gengæld, da en præcis pasning splittede den SønderjyskE defensiv, og sendte gæsterne af sted på en friløber. Den fik de dog intet ud af, for Patrick Galbraith leverede to klasse aktioner, den sidste en puck grebet i fri luft.
SønderjyskE forblev i teten perioden ud, hvor der flere gange var optræk til flere scoringer, og sådan en kom da der også med tre minutter tilbage af perioden. Desværre for de fleste i Frøs Arena, var det gæsterne der fik bragt balance i regnskabet, da Victor Carlsson havde sidste stav på et større klumpspil foran Patrick Galbraiths mål.
Den stilling skulle dog ikke holde så længe, for et par minutter inde i anden periode, sneg Martin Eskildsen pucken ind over stregen, efter først et godt forarbejde af Daniel K. Hansen og Frederik Bjerrum, og som afslutning afdriblede Martin Eskildsen Emil Jidskog i målet til en fortjent føring på 2-1.
Flot var det også da SønderjyskE kom foran med 3-1. Daniel Madsen sendte med følt aflevering Rasmus Lyø afsted og på hans retur viste Mathias Borring-Hansen sublim teknik, og løftede fra en spidst vinkel pucken helt op i fjerneste hjørne.
Men et forfærdeligt minut vendte op og ned på perioden og kampen. Her scorede Herlev nemlig hele tre gange, fulgt op af endnu et mål i overtal, og dermed var det der lignede en sikker føring, sat over styr.
Nu kunne gæsterne godt have pakket sig i egen zone for at forsvare føringen, men de fortsatte også i sidste periode med at lægge et godt pres på SønderjyskE, hvilket, rent objektivt, gav en tempofyldt og afvekslende periode at se på.
Det gav såmænd også flere mål, for Macgregor Sharp kopierede kampens første mål, da han i powerplay kunne styre pucken ind over stregen, således at SønderjyskE med syv minutter af kampen, kun var bagud med et enkelt mål.
SønderjyskE forsøge med et sidste pres at fremtvinge en udligning, men det forblev kun lige ved og næsten, og dermed kunne Herlev tage de tre point, efter en kamp der langt hen af vejen lignede en sikker sejr til de lyseblå, men som til sidst endte med en udesejr til gæsterne fra Herlev.
Kampen i tal: SønderjyskE – Herlev Eagles 4-5 (1-1,2-4,1-0)
03:17 1-0 Christian Silfver (Frank, Lund) pp
17:35 1-1 Victor Rollin Carlsson
22:02 2-1 Martin Eskildsen (K-Hansen, Bjerrum)
27:32 3-1 Mathias Borring-Hansen (Madsen, Bjerrum)
33:46 3-2 Alexander Lindqvist-Hansen
33:59 3-3 Niklas Tikkinen
34:22 3-4 Victor Rollin Carlson
35:49 3-5 Luis Blak Olsen PP
52:59 4-5 Macgregor Sharp (Lane, MacDonald) PP
Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2
Herlev Eagles: 7 x 2 + 1 x 10 (Ringström)
Tilskuere: 2021 i Frøs Arena i Vojens
Arkivfoto: