Jacob Ravn, 2. december 2019, kl. 17:20
For SønderjyskE Herrehåndbold blev 2018/2019 et stærkt år både på og uden for banen.
For SønderjyskE Herrehåndbold vil sæsonen 2018/2019 især blive husket for Oliver Eggerts scoring i de sidste sekunder af den sidste grundspilskamp mod TTH Holstebro.
Scoringen, der sikrede SønderjyskE uafgjort, var akkurat nok til at sende sønderjyderne i slutspillet foran konkurrenter med et væsentligt større budget.
Men det er ikke kun på banen, at der var grund til at knytte næven. Årsregnskabet for 2018/2019 viser også, at SønderjyskE Herrehåndbold har klaret sig flot økonomisk igennem sæsonen, hvor holdet er kommet ud med et overskud på 452.000 kroner. (Eksperten)
– Det er et nyt godt resultat for SønderjyskE Herrehåndbold, der igen har overskud på driften og bygger lag på egenkapitalen. Det var en dramatisk sæson, som endte stærkt, og det ser ud til, at det kan lykkes at bygge lag på sportsligt, mens det går hånd i hånd med økonomien, siger direktør Klaus Rasmussen.
SønderjyskE Herrehåndbold oplever stor opbakning i Broager Sparekasse Skansen, hvor der er tæt på udsolgt til hver eneste hjemmekamp med en belægningsprocent på 98.
I øjeblikket arbejdes der med en ”Masterplan 2025” med en målsætning om at løfte de sportslige resultater, brandingen og oplevelserne omkring Broager Sparekasse Skansen og øge markedsføringen af SønderjyskE, Sønderborg og hele Sønderjylland.
I forbindelse med årsregnskabet er det vigtigt at fremhæve, at Broager Sparekasse har tegnet en historisk hovedpartneraftale med SønderjyskE Herrehåndbold, som gælder otte år frem, og som derfor er det første grundlag for, at den økonomiske opbakning kan blive øget de kommende år.