Jesper Klitgaard, 28. december 2019, kl. 15:56
Det er egentligt ikke voldsomt nødvendigt at gøre reklame for de to kampe, som SønderjyskE ishockey skal spille søndag og mandag. Der gælder det nemlig to tidlige nytårsbrag mod de evige rivaler fra Esbjerg Energy, hvor det for øjeblikket ikke alene gælder håneretten, men i den tætte danske liga, er alle point umådeligt vigtige.
Sådan et fik SønderjyskE et enkelt af slagsen af, da de fredag aften tabte til Aalborg pirates efter overtid, efter en kamp som svingede lidt i både intensitet og hvilket hold der havde overtaget gennem kampen. SønderjyskE fik udlignet til sidst i kampen, efter en god første periode, og en god sidste halvdel af sidste periode, mens gæsterne sad på de midterste tyve minutter.
Netop det faktum, er et af de fokuspunkter holdet har forud for de to kampe, hvoraf den første spilles på udebane i Granly Hockey Arena, med start kl 19:00, mens det modsatte opgør spilles den 30/12 kl. 19:30:
– Vi laver nogle dumme fejl mod Aalborg, som ikke skal ske mod Esbjerg, men igen kan det være svært at lave en egentlig taktik mod netop Esbjerg, idet de kampe er noget helt specielt. Ofte så er der så mange kampe i kampen, og folk bare vil vinde så meget, så efter vi har set noget video fra Aalborgkampen, så skal vi ud og give alt hvad vi har, lyder det fra Steffen Frank.
Vi håber at mange af jer fantastiske supportere tager vejen til Esbjerg, for at støtte op om drengene, og vi håber ligeledes at vi kan rigtig mange mennesker til at lægge vejen forbi Frøs Arena den 30/12, så vi kan få skabt en helt fantastisk kulisse om de to nytårsbrag. SE’s vi?
Arkivfoto: Svend-Erik Boysen, SEBFOTO.DK