Søg

Nederlag efter god start

Jesper Klitgaard, 28. januar 2020, kl. 21:25

SønderjyskE fik den ønskede start på aftenens kamp, men måtte se gæsterne udligne og til sidst tage det ene ekstrapoint efter straffeslag. Dermed blev det kun til det ene point, der dog godt kan bruges i den samlede stilling

SønderjyskE fik nemlig den tæt på perfekte indledning, da Rasmus Lyø kunne afslutte et godt angreb ved at sætte pucken i nettet via inderstolpen. Forud var gået et par minutter, hvor det ikke var de store chancer der blev produceret i nogen af enderne, og hvor en stor del af spillet foregik i midtzonen.

Derfor var det naturligvis dejligt, at Lyø kunne afslutte på Steffen Frank og Frederik Bjerrums fine forarbejde, og endnu dejligere blev det, da Phil Lane fik skrabt pucken det sidste stykke over isen til 2-0 inden uret havde rundet de ti minutter af første periode.

Gæsterne var bestemt også farlige, men deres chancer opstod oftest efter fejl i den SønderjyskE defensiv, men høgene kunne ikke omsætte chancerne til mål, og derfor kunne de lyseblå gå til første pause med en god føring.

Gæsterne kom ud med et helt anderledes udtryk fra starten af anden periode. Der var mere aggressivitet over spillerne fra nord, og det gav pote allerede efter et par minutter af anden periode. Patrick Madsen lagde en blød puck på mål, og den så ud til at ramme både mod og medspillere på vejen, for til sidst at finde vej til nettet bar Nicolaj Henriksen.

Høgene angreb ofte den sønderjyske defensiv med tre mand, og det voldte problemer med at spille sig ud af dette og dermed vende spillet hurtig med kontra angreb den modsatte vej. Istedet blev det til flere sekvenser med længere ophold i hjemmeholdets zone, og et par halv-farlige situationer var da også tæt på at sikre gæsterne en udligning.

Starten af sidste periode fortsatte som anden periode var sluttet. Gæsterne angreb højt i banen, og SønderjyskE var ikke skarpe nok på dagen til at spille sig uden om det pres, og dermed få lagt presset ned i den anden ende.
Dermed var gæsternes udligning heller ikke helt ufortjent. Mads Lund sad to minutter i straffeboksen, men han havde knapt fået sat sig ned, før Alexander Bumagin kunne styre et skud fra Mads Larsen i nettet.

I sidste halvdel af perioden steg intensiteten betydeligt. Det var ikke de helt store chancer nogle af holdene fik skabt, så dermed lugtede det gevaldigt af forlænget spilletid. Steffen Frank var dog tæt på at stjæle rollen som matchwinner i de allersidste sekunder af kampen, men hans skud blev lige nøjagtig stoppet af Tadeas Galansky’s ene benskinne.

Alexander Bumagin måtte dog lide den tort at tage plads i straffeboksen, da hans stok gjorde det onde mod Konsta Mäkinens tænder, og derfor måtte gæsterne spille de sidste minutter af overtiden i undertal. Det brændte da også gevaldigt på foran gæsternes mål, men ind ville pucken ikke og dermed skulle affæren afgøres i straffeslag.

Her var gæsterne bedst og kunne dermed sikre sig de ene ekstra point, efter en kamp som ret beset kunne have gået begge veje. Nu gælder det den svære udekamp mod den direkte modstander om andenpladsen, Herning Blue Fox. Det er på fredag i Herning, og den kamp har vi meget mere om de næste par dage.

Kampen i tal: SønderjyskE – Frederikshavn Whitehawks 2-3 efter straffeslag (2-0,0-1,0-1,0-1)
02:48  1-0 Rasmus Lyø (Bjerrum, Frank)
08:20  2-0  Phil Lane (Bjerrum, Sharp) pp1
24:17  2-1  Patrick Madsen (Frederiksen, Larsen)
48:43  2-2  Alexander Bumagin(Madsen, Larsen)
65:00  2-3  Nikolaj Kragh Christensen

Udvisninger:
SønderjyskE: 2 x 2
Frederikshavn Whitehawks: 7 x 2

Tilskuere: 2424 i Frøs Arena

Arkivfoto: Svend-Erik Boysen, sebfoto.dk


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus