Søg

SønderjyskE-ansatte hjemsendes og indstiller arbejdet

Kell Haugaard, 20. marts 2020, kl. 18:30

Sønderjysk Elitesport A/S har fra dags dato hjemsendt hovedparten af sine ansatte. Kun direktionen og økonomiafdelingen kører videre fra kontoret i Vojens.

Der bliver stille omkring SønderjyskE-holdene i den kommende tid.
Sønderjysk Elitesport A/S har besluttet at hjemsende hovedparten af sine ansatte, og det bliver kun direktionen og økonomiafdelingen i Vojens, der kører videre som et nødberedskab.
Hjemsendelsen, der også gælder for spillerne på de fire sportshold, gælder som udgangspunkt så længe, regeringen har påbudt en skærpet opmærksomhed i samfundet for at undgå, at Covid-19 (coronavirus) spreder sig i befolkningen.

Beslutningen er taget med udgangspunkt i regeringens nye trepartsordning, der skal sikre de danske arbejdspladser gennem krisen.
– Vi har hele tiden fulgt regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger og påtaler, og vores medarbejdere har hidtil arbejdet hjemmefra, men begrænsninger i dagligdagen er så store, at hovedparten af vores ansatte nu helt hjemsendes uden arbejdsopgaver, siger direktør Klaus Rasmussen.

– Hele samfundet er i krise lige nu, og det her rammer også Sønderjysk Elitesport A/S hårdt, og vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at komme helskindet igennem krisen. Det betyder, at vi bliver et lille nødberedskab, der holder klubmotoren kørende, men der bliver stille fra os i den kommende tid, og vi håber på forståelse for, at vi står i en hård og svær tid lige nu.

Hjemsendelserne sker på ubestemt tid, men Klaus Rasmussen håber naturligvis, at perioden bliver så kort som mulig, så de lyseblå farver igen kan pryde landsdelen.
– Vi er vant til at stå sammen og kæmpe hårdt for tingene i SønderjyskE, og det gør vi også i denne situation. Vores værdier har aldrig været vigtigere, end de er lige nu, og så bliver opbakning også et nøgleord fremadrettet, for ellers er der ingen, der kommer igennem det her. Lige nu står vi alle sammen over for en vanskelig samfundsopgave, som vi sammen skal bidrage til at løse, og når vi engang kommer om på den anden side, glæder vi os til, at det igen kan handle om sport og store oplevelser på vores sønderjyske hjemmebaner.

– Sammenhold og opbakning bliver helt afgørende, men lige nu handler det om noget, der er langt vigtigere for os alle sammen. Pas godt på jer selv og hinanden, siger Klaus Rasmussen.

I den kommende tid bedes alle henvendelser til Sønderjysk Elitesport A/S sendes på mail til post@soenderjyske.dk


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus