Søg

Ny SønderjyskE-trøje markerer genforeningen

Jacob Ravn, 28. maj 2020, kl. 11:58

SønderjyskE Fodbold tager nu en hjemmebanetrøje i brug, der markerer Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Flere symboler på hummel-trøjen viser tydeligt, at det i år er 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark.

Sønderjyderne skrev et markant kapitel i Danmarkshistorien for 100 år siden.

Sønderjylland var fra 1864 til 1920 en del af Tyskland, men i 1920 valgte sønderjyderne at stemme sig hjem til Danmark.

100 års-jubilæet bliver markeret mange steder i år – blandt andet i aktuelle DR-udsendelser – og selvfølgelig skal den nye hjemmebanetrøje for SønderjyskE Fodbold også symbolisere den historiske genforening.

I samarbejde med hummel har SønderjyskE fået lavet en smuk og symbolsk trøje, der hylder genforeningen og mange års fredelig sameksistens og tæt samarbejde hen over grænsen.

Vi vil fremhæve disse fire detaljer:

  • Det mest iøjnefaldende symbol er grænselinjen på fronten af trøjen, der er adskilt af to farver – blåt og lyseblåt.
  • Under SønderjyskE-logoet er det officielle ”Genforeningen 2020”-mærke blevet påtrykt.
  • I nakkespejlet er der 56 striber – én stribe for hvert år, Sønderjylland var adskilt fra Danmark.
  • På en strimmel i nakken er SønderjyskE’s motto ”Én landsdel – Ét sammenhold” skiftet ud med ”En landsdel – En del af Danmark”.

Desuden er alle sønderjyske byer med mere end 200 indbyggere igen indskrevet på indersiden af trøjen, og bemærk også de hvide ærmer, som er en kærlig hilsen til trøjen i 2015/2016, hvor fodboldklubben vandt sølv.

SønderjyskE’s marketingschef, Kell Haugaard, er meget stolt af den trøje, som SønderjyskE og hummel har skabt i et tæt samarbejde.

– Vi har spillet i mange smukke trøjer igennem tiden, men jeg må indrømme, at jeg blev rørt, da jeg så resultatet af denne genforeningstrøje. Jeg synes først og fremmest, at det er en flot fodboldtrøje, men for sønderjyder, der kender historien, er det en helt særlig trøje med en masse symbolik i forhold til genforeningen i 1920.

– Der er så mange historier i den trøje, at du næsten ikke ved, hvor du skal starte. Trøjen viser tydeligt den grænse, der gjorde Sønderjylland dansk for 100 år siden, men detaljen i nakkespejlet med 56 striber, der markerer hvert år, hvor Sønderjylland var adskilt fra Danmark, er også en elegant markering.

– Jeg tror og håber, at mange sønderjyder vil tage trøjen til sig. Dels for at markere genforeningen, men selvfølgelig også for at vise støtten til SønderjyskE, som lige nu er vigtigere end nogensinde før, siger Kell Haugaard.

Hos hummel er Lars Westergaard, der er Nordic Sponsorship Manager, meget tilfreds med genforeningstrøjen.

– Vi er glade og stolte over, at vi i tæt samarbejde med SønderjyskE kan præsentere en helt unik fodboldtrøje, der samtidig indeholder en rørende fortælling for hele landsdelen.

– Hos hummel gør vi meget ud af at lytte til vores klubber, og igennem hele processen har det været et stort ønske for både SønderjyskE og os at tilføje en række historiske detaljer om genforeningen i selve trøjen. Derfor håber vi, at hele Sønderjylland vil tage godt imod trøjen og krydser fingre for, at den nye trøje kan være med til at skabe mange mindeværdige oplevelser på Sydbank Park, siger Lars Westergaard.

SønderjyskE’s Superligaspillere vil have trøjen på første gang i hjemmekampen den 7. juni mod Silkeborg IF, og her kan de hurtigste fans allerede have trøjen på.

Haderslev Fodboldklub har nemlig fået lov til at sælge trøjen som de første, og det vil de gøre første gang fredag den 29. maj fra klokken 15 til 18 og lørdag den 30. maj fra klokken 10 til 13, hvor de holder fanboden åben i Pro Tech CNC Boldgaden på Sydbank Park.

Fra søndag den 7. juni vil trøjen kunne købes i Sport24’s webbutik på dette link: https://www.sport24.dk/sonderjyske-merchandise.

Fra mandag den 8. juni vil trøjen kunne ses og købes hos Sport24-butikkerne i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder.

SønderjyskE takker hummel for et godt samarbejde om den smukke genforeningstrøje, og vi glæder os til at vise jer flere detaljer fra trøjen de næste dage på vores sociale medier.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus