Søg

William Boysen til SønderjyskE Ishockey

Jacob Ravn, 29. maj 2020, kl. 15:00

Rungsted-spilleren William Boysen skifter til SønderjyskE Ishockey, hvor den 23-årige forward skal udvikle sit store talent yderligere. 

SønderjyskE Ishockey får tilført et nyt spændende navn til holdkortet i næste sæson.

23-årige William Boysen, der har fået sin ishockeyopdragelse i Rungsted, skifter til SønderjyskE, hvor han har fået en etårig kontrakt.

Boysen har spillet mere end 200 kampe i Metal Ligaen samt et hav af ungdomslandskampe, og han har erfaring fra både Continental Cup og Champions Hockey League – det sidste kommer han altså til at opleve igen i SønderjyskE Ishockey.

Bortset fra en afstikker til Frederikshavn White Hawks i 2018/2019-sæsonen har han spillet alle sine sæsoner i Rungsted, men nu skal talentet altså afprøves i SønderjyskE.

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at det er lykkedes at få William Boysen til Sønderjylland, hvor han tror på, at den unge forward har gode muligheder for at udvikle sig yderligere.

– Det er en tilgang, som vi er utroligt glade for. Han er en spændende spiller med et stort potentiale, og vi vurderer, at han er klar til at tage det næste skridt op i sin karriere her hos os.

– Han er en hårdtarbejdende forward med et godt højrefattet skud, og vi tror, at han vil udvikle sig godt i vores miljø i SønderjyskE. Vi glæder os til at se ham i den lyseblå trøje efter sommerferien, siger Klaus Rasmussen.

William Boysen glæder sig også til at komme i gang i SønderjyskE.

– SønderjyskE har et meget professionelt setup, som jeg glæder mig til at opleve i hverdagen. Jeg ser også frem til at have Mario Simioni som træner, for jeg kan godt lide, at han ikke lægger skjul på noget, og han giver en gulerod, hvis du har gjort et godt stykke arbejde.

– Det trækker også i mig, at SønderjyskE er et hold, der altid spiller med, hvor det er sjovt. Som spiller går du altid efter at vinde noget, og det har jeg mulighed for i SønderjyskE. Klubben har også før vist, at den kan udvikle spillere som mig, der ikke er helt ung, men mellem-ung, og som kan tage det næste skridt og blive en dansk profil i Metal Ligaen, siger William Boysen.

FAKTA
Navn: William Boysen
Position: Forward
Født: 25. maj 1997 (23 år)
Land: Danmark
Højde: 185 cm.
Vægt: 83 kg.
Tidligere klubber: Rungsted Seier Capital, Frederikshavn White Hawks
Kilde: Eliteprospects.com

Foto: William Boysen (længst til højre) i aktion for Rungsted i en kamp mod SønderjyskE Ishockey i Frøs Arena i den forgangne sæson. Foto: Svend Anker Iversen

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus