Jacob Ravn, 10. juli 2020, kl. 10:08
77-årige Finn Corfits stopper som holdleder i SønderjyskE Fodbold efter mere end ti års tro tjeneste.
SønderjyskE Fodbold kommer til at mangle en markant profil, når holdet starter op efter sommerferien.
77-årige Finn Corfits har efter mere end ti år som holdleder for Superligaholdet besluttet at stoppe efter denne sæson, og kampen i Lyngby onsdag aften var således Finns sidste tur med gutterne.
Han blev hyldet behørigt af spillere og stab på dagen, og han var da også tydeligt berørt, da han steg på SønderjyskE-bussen for sidste gang onsdag aften tæt på midnat.
– Det er meget vemodigt at stoppe, men jeg er også meget afklaret om, at det skal være nu. Jeg vil gerne have mere tid til familien og mine børnebørn.
– Det er også en mærkelig fornemmelse. Jeg elsker jo de drenge her, og tiden sammen med dem og staben har været fantastisk. Jeg kommer til at savne at være sammen med dem, og jeg kan godt mærke, at det rammer mig efter det flotte farvel, de gav mig i omklædningsrummet. Jeg vil stadig komme på stadion og se kampene, og jeg vil også se mange af dem igen, så jeg siger ”vi ses” i stedet for ”farvel”, siger Finn Corfits.
Han slutter på toppen med pokaltriumf og endnu en overlevelse, og det punktum er han meget glad for.
– Det betyder meget for mig. Det kan godt være, at min andel ikke er ret stor, men man føler jo alligevel, at man har lidt indflydelse. Vi holdledere har i hvert fald forsøgt at gøre vores for, at spillerne kun skal tænke på fodbolden.
– Jeg vil gerne sige tusind tak til staben og spillerne for en fantastisk rejse. Det har været en uovertruffen oplevelse, siger Finn Corfits.
John Rosiak fortsætter som holdleder, mens Carsten Hansen er ny mand ombord.
SønderjyskE takker Finn Corfits mange gange for den store indsats i klubben.
Se Glen Riddersholms tale til Finn Corfits og se spillernes fantastiske hyldest: