Søg

Status på træningslejren og optakt til kamp mod Ajax København

Anders Gormsen, 30. juli 2020, kl. 20:03

Håndboldherrerne knokler løs på træningsopholdet på VGIE og her sætter cheftræner Jan Pytlick lidt ord på udbyttet indtil nu.

– Vi har haft en godt træningslejr indtil videre med rigtig mange træningspas. Der er blevet arbejdet rigtig godt med tingene og alle spillere er gået ind i øvelserne med en fantastisk god energi.

– Fokuspunkterne har været forsvarsdelen hvor vi har trænet meget med både 6-0 og 5-1 formationer og udgangspunktet er at det skal være vores stabile base der gør at vi kan få gang i vores kontraspil.

– I dag har vi for første gang trænet i spillet 7 mod 6 da det er et element vi skal regne med at få brug for i løbet af turneringen.

– Ud over de mange træninger byder sådan en træningslejr også på en masse socialt samvær og jeg fornemmer en trup der har det rigtig godt med hinanden i et fællesskab hvor alle trives.

Hvad skal kampen på fredag mod Ajax bruges til?

– Først vil jeg gerne sige at Ajax er et rigtig godt og spændende hold, der endnu ikke har spillet nogen kampe og derfor sandsynligvis kommer med fuld tryk.

– Vores fokus vil atter ligge på forsvarsspillet hvor der skal trænes i 6-0 og 5-1 og på kontradelen.

– I de to første kampe har vi ramt nogle perioder hvor spillet ikke og de perioder skal vi have minimeret, vi vil nok aldrig helt undgå det, men perioder skal gøres så korte som muligt.

– Spillerne har knoklet utrolig hårdt og det bliver spændende at se hvordan benene har det når vi skal i kamp igen fredag, mod et hold friske spillere fra Ajax, efter en hård kamp onsdag mod Ribe-Esbjerg.

SønderjyskE-Ajax København spilles fredag kl. 12.00 på VGIE. Der er lukket for tilskuere.

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus