Søg

Alexander Bah igen kåret til Årets Spiller i SønderjyskE

Magnus Winterskov Møller, 3. august 2020, kl. 15:04

22-årige Alexander Bah er for andet år i træk blevet kåret til årets spiller af fansene. Dermed har den unge SønderjyskE-spiller fået prisen af både trænerstaben og fansene. 

Alexander Bah blev kort efter sidste sæsons sidste kamp kåret til Årets Spiller af trænerstaben, og nu har den talentfulde spiller vundet endnu en pris. De lyseblå fans har nemlig for andet år i træk kåret Alexander Bah som Årets Spiller i SønderjyskE, og kåringen sætter dermed en tyk streg under den flotte udvikling, som Bah har gennemgået i klubben. 

Bah kan se tilbage på en imponerende 19/20-sæson, hvor han som fast mand spillede hele 29 kampe i 3F Superligaen, mens han også spillede en stor rolle i SønderjyskE´s triumf i Sydbank Pokalen. Samtidig viste Bah sin store alsidighed, da han både er blevet benyttet som back, kantspiller og wingback. Især efter corona-genstarten præsterede Bah på et uhørt højt niveau, og han var således en afgørende brik i SønderjyskE´s fornemme afslutning på sæsonen. 

Derudover kårede trænerstaben Jeppe Simonsen som Årets Udvikling. Simonsen kæmpede sig i løbet af efteråret ind på holdet, og han startede derfor forårssæsonen som fast mand på højre back. Her leverede han flere overbevisende præstationer, inden en uheldig skade satte en stopper for spilletiden. 

Tillykke til dem begge med kåringerne. 

Herunder kan du høre Alexander Bahs reaktion på prisen som Årets Spiller.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus