Kell Haugaard, 12. august 2020, kl. 11:45
Sidste nyt om Håndsrækning til SønderjyskE 2020 – 3.516 har nu doneret til det lyseblå landsdelsprojekt
Der arbejdes rundt omkring i landsdelen forsat med en række aktiviteter til fordel for Håndsrækning til SønderjyskE 2020. Der er solgt plakater, trøjer, udstyr, pølser og meget mere, fortæller adm. direktør i SønderjyskE, Klaus B. Rasmussen.
– Ikke mindre end tre støtteprojekter er blevet afsluttet i juli måned. Vi har en flok utroligt dedikerede fans i og omkring Sønderjyske Damehåndbold. De er ikke så mange i den lokale fanklub; men alligevel har de ved fælles indsats indsamlet 14.000 kr., som bliver overrakt til SønderjyskE i nærmeste fremtid. De er vaskeægte ildsjæle med et kæmpe hjerte for damehåndbolden. Der blæser spændende og positive vinde i Aabenraa, hvor vores nye cheftræner Peter Nielsen er kommet langt i arbejdet med at få etableret en ung og meget talentfuld spillertrup. Det bliver helt sikkert en spændende og underholdende håndboldsæson i Arena Aabenraa, siger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– Grafikeren Steffen Falk-Simonsen har på eget initiativ designet og trykt en unik ishockeyplakat med illustrationer af samtlige spillertrøjer gennem historien i Vojens. Han har også selv stået for salget af de flotte plakater, og i nærmeste fremtid kommer han også forbi med resultatet af den store indsats i form af omkring 21.030 kr. Det er altså imponerende, og der skal herfra både lyde en stor og varm tak til Steffen Falk-Simonsen og de mange, som har købt plakaterne, understreger Klaus B. Rasmussen.
– Og så vil jeg meget gerne rette en ekstra stor tak til vores fodbold moderklub, Haderslev Fodbold Klub. De har under nedlukningen selv haft deres egne udfordringer at kæmpe med. Alligevel har ledelse og administration arbejdet i timevis om aftenen og i weekenderne med salg af trøjer og meget mere. De har knoklet med salg af støttepakker med Stadionringridere og Klubkassen med Blue Bird for at bakke op om SønderjyskE. Anstrengelserne har også båret frugt i form af et overskud på 11.200 kr., som doneres ubeskåret til SønderjyskE.
HFK-folkene har oven i hatten også leveret en flot indsats med afvikling af kampe under meget vanskelige vilkår og restriktioner. De har hjulpet med montering af bannere, Covid-19 afmærkninger og jeg kunne blive ved. Et kæmpestort cadeau til alle i HFK for en helt ekstraordinær indsats, slutter Klaus B. Rasmussen.
Status ”Håndsrækning til SønderjyskE 2020”.
Pr. dags dato har 3.516 personer/virksomheder via MOBILEPAY 206723 og Broager Sparekasse 9797 – 000 119 2213 doneret kr. 1.752.763,90.
Det er meget vigtigt for os at understrege, at det er fuldstændigt frivilligt om man vil donere, og man kan naturligvis donere præcis det beløb, man selv ønsker.
En stor og varm tak til alle, som med stort og småt – og på den ene eller anden måde bidrager med en ekstra håndsrækning til SønderjyskE i en svær tid.
Støt vores sponsorer – handl lokalt på alle de måder, I kan.
Endnu en gang tak for Jeres opbakning – og pas godt på hinanden J