Søg

Fysik afgjorde træningskampen

Jesper Klitgaard, 1. september 2020, kl. 21:30

Spillet nåede ikke samme højder som mod kampen mod Aalborg, da SønderjyskE her til aften spillede træningskamp mod Odense Bulldog. Det kan til dels henføres til at SønderjyskE til kampen var uden fem normale stamspillere, men en faktor var bestemt også at Odense kampen igennem spillede en hård fysisk match, hvilket af flere omgange gjorde livet svært for hjemmeholdet.

Der var heller ikke gået mange minutter af kampen, før Mikkel Jensen måtte gå ud efter en tackling til hovedet, hvilket blot gav mere istid til de unge spillere, så som Anton Christiansen, der gik uimponeret til opgaven.

Det blev til to scoringer i kampen, begge til udeholdet og begge i anden periode. Michael Eskesen fangede en halvt liggende Nicolaj Henriksen fra det ene hjørne, og kort efter kunne Shawn O’Donnel styre en puck ind bag aftens keeper fra SønderjyskE.

Spillet blev aldrig rigtig flydende, og blev ofte afbrudt af udvisninger og skærmydsler, hvor især Brandon McNally fik vist at det ikke var helt løgn, da han sagde at han er kommet til Danmark for at spille fysisk.

SønderjyskE fik ikke skudt hul på en velspillende Tadeas Galansky, og dermed kunne gæsterne tage en god sejr med hjem til hundehuset på Fyn, mens SønderjyskE må i træningstøjet endnu engang for at forberede sig til kampen mod Esbjerg på fredag.

Arkivfoto

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus