Søg

Klublæge fortsætter i SønderjyskE 

Jacob Ravn, 2. september 2020, kl. 10:45

48-årige Jesper Høeg Vinther, der blev tilknyttet SønderjyskE Fodbold i det tidlige forår, bliver også klublæge for Superliga-holdet i den kommende sæson. 

I det tidlige forår – kort før corona-udbruddet lagde Danmark og 3F Superligaen ned – blev Jesper Høeg Vinther tilknyttet SønderjyskE Fodbold som klublæge, og det gode samarbejde fortsætter også i næste sæson.

48-årige Jesper Høeg Vinther er til daglig overlæge, ortopædkirurg og leder af Idrætsklinikken på Sygehus Lillebælt i Vejle. Han har mange års erfaring med idrætsskader og behandling af idrætsfolk. Han er diplomlæge i idrætsmedicin og har beskæftiget sig med området i mange år. Han er tilknyttet DBU, hvor han har været omkring ungdomslandsholdene som læge siden 2003. I den rolle er han i denne uge med ved U19/U20-landsholdenes samling i Sønderjylland.

Derudover vil han have sin gang i SønderjyskE, hvor han altså fortsætter, efter han har lavet en ny aftale, der gælder for den kommende sæson i 3F Superligaen.

– Idræt har altid været en stor del af mit liv. Jeg har selv dyrket meget idræt og spillet fodbold og håndbold på semihøjt niveau. Jeg blev først uddannet som fysioterapeut, og jeg kom i første omgang ind i fodboldverdenen, da jeg blev tilknyttet DBU, mens jeg læste medicin i Aarhus. Jeg kender derfor også Glen Riddersholm fra gamle dage, da han var træner i DBU, og nu er vi altså samlet igen, siger Jesper Høeg Vinther, der er imponeret af SønderjyskE’s setup på sundhedsområdet.

– Med den økonomi, der er i SønderjyskE, virker det hele meget professionelt. Nu er der også lige blevet opgraderet med to fysioterapeuter, og mens nogle klubber skærer det fra, bygger SønderjyskE på, og det er helt sikkert den rigtige vej at gå, mener Jesper Høeg Vinther.

Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at SønderjyskE har lavet en ny aftale med Jesper Høeg Vinther.

– Vi er meget glade for, at vi har tilknyttet Jesper Høeg Vinther, som har en stor viden og ekspertise om fodboldskader. Vi fik et godt indtryk af hinanden, da vi indledte samarbejdet i foråret, og med vores forlængelse af samarbejdet er vi også rigtig godt besat på den position til den kommende sæson, siger Hans Jørgen Haysen.

Den nye klublæge vil primært have sin gang i hverdagen i SønderjyskE, mens Tord Salomonsen og Jesper Stork-Hansen, der til daglig er læger på Kolding Sygehus, er tilknyttet kampdagene.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus