Anders Gormsen, 7. september 2020, kl. 19:59
En den flotte optaktssejr mod Skjern skal håndboldherrerne forsøge at følge op på den præstation når holdet møder TMS Ringsted på udebane tirsdag aften.
TMS tabte deres første kamp med 25-30 mod Mors-Thy i en kamp hvor tirsdagens modtander viste at de mestrer mange forskellige opstillinger og evnen til at omstille sig er da også noget der optager den lyseblå cheftræner Jan Pytlick
– Nøgleordet i kampen hedder forandringsparathed, som jeg ser det. TMS mestrer mange forskellige opstillinger i både forsvar og angreb og vi skal være omstillingsparate i alle faser af spillet. I defensiven spiller de både 6-0, 5-2 og 4-2 så der skal drejes på knapperne for at finde løsningerne.
– I angrebsspillet så vi at TMS mod Mors-Thy spillede 7 mod 6 i alle 60 minutter så det skal vi være klar til og også se om vi kan udnytte det til at spille hurtig midte og måske finde et par nemme scoringer den vej.
– Hvad Ringsted mangler i fysik har de i hurtighed og har en giftig kontrafase og det kræver af os at vi får eksekveret vores angreb på en fornuftig måde og viser skarphed når chancen opstår.
– Den succes vi havde i Skjern kampen skal følges op mod TMS og når jeg ser på truppen og deres indsats til træning tror jeg også på at det kan lade sig gøre. Vi har en flok professionelle spillere der kan og skal kunne omstille sig fra en hjemmebanekamp mod Skjern til en udebane kamp en tirsdag aften i Ringsted.
I forhold til Skjern kampen er der næsten genvalg på alle pladser, Alec Smit sidder over med en skade i hælen og i stedet glider Ulrik Eggert ind i truppen.
TMS Ringsted-SønderjyskE spilles tirsdag d. 8. september kl. 19.30 i Dansk Kabel TV Arena