Søg

SønderjyskE Ishockey mister hjemmebanefordelen

Jacob Ravn, 8. september 2020, kl. 18:08

Begge kampe mod schweiziske ZSC Lions i Champions Hockey League bliver nu spillet i Schweiz, efter Covid19-epidemien tvinger arrangørerne til at ændre i formatet endnu engang.

Der var sat et stort kryds i ishockeykalenderen den 7. oktober 2020.

Her skulle SønderjyskE Ishockey have mødt schweiziske ZSC Lions i Champions Hockey League i Frøs Arena i Vojens, men tirsdag er de 32 deltagende klubber blevet orienteret om, at det igen er nødvendigt at ændre i formatet på grund Covid19-epidemien.

Først blev gruppespillet annulleret og erstattet af knockout-kampe direkte i 1/16-finalerne, og i dag er kampene udsat i seks uger yderligere, og begge kampe spilles i ét land – hos det højst rangerede hold.

For SønderjyskE betyder det, at begge kampe mod ZSC Lions skal spilles i Zürich, og selv om der i Vojens er stor forståelse for, at Covid19 presser afviklingen – det oplever vi også herhjemme i alle sportsgrene – er der også ærgrelse over, at fansene ikke får mulighed for at se SønderjyskE på den fineste ishockeyscene.

– Vi kvalificerede os til Champions Hockey League ved at vinde Continental Cup som det første danske hold nogensinde, og vi havde virkelig glædet os til at give vores fans den her oplevelse hjemme i Frøs Arena i Vojens. Oprindelig skulle vi have spillet tre hjemmekampe i gruppespillet, men det blev siden ændret til én hjemmekamp, og nu er den så helt væk, og det er vi meget ærgerlige over, siger SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen.

– Vi har først og fremmest glædet os til at give fansene en stor oplevelse, men det er også en sportslig bet, at vi mister hjemmebanefordelen. Vi har før lavet store resultater i Europa på hjemmebanen – også i Champions Hockey League – og et avancement i turneringen er nu gjort markant vanskeligere med to kampe på udebane i Schweiz.

– Vi har fuld forståelse og respekt for, at vi alle skal udvise samfundssind, og at mange ting ændrer sig, og det er nødvendigt at træffe nogle svære valg – også i sportens verden – men vi meget ærgerlige over, at vi ikke kan give vores tilskuere den her oplevelse, når de i forvejen har lidt. Nu sætter vi alle kræfter ind på at komme godt i gang i Metal Ligaen, hvor det går løs om halvanden uge, og vi giver den også vores bedste skud, når vi rammer ind i Champions Hockey League, selv om det bliver vanskeligt med to svære udekampe, siger Klaus Rasmussen.

SønderjyskE’s kampe mod ZSC Lions er nu programsat til den 17. og 18. november i Zürich.

Både 1/16- og 1/8-finaler skal spilles på én bane – hos den højest rangerede klub – mens planen er at afvikle kampene ude og hjemme fra kvartfinalen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus