Søg

Nederlag i sidste test inden grundspilsstarten

Lars Jensen, 11. september 2020, kl. 22:26

Det blev til et knebent 2-1 nederlag på udebane til lokalrivalerne fra Esbjerg Energy i sæsonens sidste træningskamp, hvor man måtte sande at man ikke vinder kampe, hvis man ikke er klar fra start.

Der var comeback til Matt Prapavessis og debut til Mads Eller, i en kamp hvor Mike Little, Victor Rollin Carlsson, Anders Biel og Jacob Wittendorf fortsat sad ude, imens hjemmeholdet var uden Andreas Grundtvig.

Hos SønderjyskE var der blandet godt rundt i kæderne – om det var det, der var årsag til at hjemmeholdet sad pænt tungt på de første 20 min. skal vi lade være usagt, men der skulle dog en overtalssituation til, inden at de kom på måltavlen – målet til 1-0 i powerplay blev sat ind af en helt fri Søren Nielsen, der fik alt for meget plads foran Nicolaj Henriksen i SønderjyskE målet.

Kender vi cheftræner Mario Simioni ret, så var der blevet talt med store bogstaver i periodepausen og det var absolut også et forandret SønderjyskE hold der kom ud til 2. periode – denne periode tilhørte udeholdet, men også her skulle der et powerplay til, inden at udligningen faldt ved Cam Brown.

Stillingen inden 3. periode var 1-1 og det var nok helt retfærdigt, set i lyset af at holdene havde haft en periode hver.

3. periode var en ret lige affære, med et lille overtag til hjemmeholdet, der også fik scoret kampens sidste mål til slutstillingen 2-1.

5 træningskampe er hermed overstået og de har budt på både glimrende spil samt kampe, hvor intensiteten ikke har været helt på plads – grundet skader på bla. 3 udenlandske profiler, har det været svært at vurdere hvor præcis vi står, men generelt peger pilen i den rigtige retning og da det heldigvis begynder at lysne på skadessituationen, så er der absolut et håb om et godt grundspil, der skydes igang på fredag, på udebane mod Herning Blue Fox.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus