Jacob Ravn, 18. september 2020, kl. 14:25
Vinderen af FC Viktoria Plzen og SønderjyskE møder vinderen af Hapoel Beer-Sheva FC og Motherwell FC i playoff-runden i Europa League-kvalifikationen.
Selv om kampene i tredje runde af Europa League-kvalifikationen først skal spilles i næste uge, har UEFA i dag trukket lod til den næste runde – den sidste og afgørende playoff-runde inden gruppespillet.
Lodtrækningen ville det således, at vinderen af FC Viktoria Plzen og SønderjyskE skal møde vinderen af opgøret mellem Hapoel Beer-Sheva FC fra Israel og Motherwell FC fra Skotland.
Også i playoff-runden skal der kun spilles én kamp – og vinderen af Hapoel Beer-Sheva FC og Motherwell FC er sikret hjemmebane.
Kampene er programsat til torsdag den 1. oktober.
SønderjyskE’s kamp i tredje runde mod FC Viktoria Plzen skal spilles i Tjekket torsdag den 24. september klokken 18.00.