Søg

Reserverne starter sæsonen med en sejr

Jacob Ravn, 19. oktober 2020, kl. 17:01

Julius Eskesen og Peter Christiansen lavede målene, da SønderjyskE vandt sæsonens første kamp i Reserveligaen med 2-1 ude over Vejle Boldklub.

SønderjyskE fik en resultatmæssig god start på efterårets Reserveliga-turnering, da sæsonens første kamp endte med en 2-1-sejr på udebane over Vejle Boldklub.

Begge hold stillede med stærkt hold i reserveholdskampen, og hos SønderjyskE fik nyerhvervelsen Ogenyi Onazy 85 minutter i benene, mens Philipp Schmiedl, der debuterede i søndagens Superligakamp, fik fuld spilletid.

Det blev en kamp, der på mange måder mindede om søndagens sejr over Brøndby i 3F Superligaen. Første halvleg var ikke prangende, men det blev markant bedre efter pausen, hvor målene også faldt.

Træner Niels Lodberg siger om kampen:

– Det var først og fremmest fantastisk med en sejr. Vi kom for at vinde, og det gjorde vi. Tingene ville ikke rigtig lykkes i første halvleg, hvor vi ikke havde nok kvalitet på bolden, og vi udnyttede ikke den plads, der var. Det blev en første halvleg uden de helt store chancer i begge ender.

– Vi fik justeret nogle ting i pausen og kom godt ud til anden halvleg, og efter et par minutter scorede vi til 1-0. Mads Hansen spillede bolden til Peter Christiansen, der fik sin afslutning pareret, og Julius Esksen var over returen og sparkede den op under overliggeren.

– Derefter fik vi mere ro i vores spil, og der var bedre kvalitet både defensivt og offensivt. Med cirka 20 minutter igen lavede Rasmus Vinderslev en god stikning til Peter Christiansen, der løb ned og smed bolden over i det lange hjørne med venstrebenet.

– Vejle reducerede kort før tid, men vi holdt hele vejen hjem. Sejren var det vigtigste, og vi fik givet spilletid til en masse spillere. Det var en kamp, der viste, at vi fortsat har nogle ting, vi skal have arbejdet med, men det vigtigste var sejren, og det var fedt, at vi fik, hvad vi kom efter.

SønderjyskE’s næste kamp i Reserveligaen er tirsdag den 3. november ude mod AGF.

FAKTA
Kampen i tal
Vejle-SønderjyskE 1-2 (0-0)
0-1 Julius Eskesen (48.), 0-2 Peter Christiansen (70.), 1-2 (86.)

SønderjyskE’s hold: Nicolai Flø – Jeppe Simonsen, Philipp Schmiedl, Mads Winther, Isak Olafsson (71./Jannick Liburd), Johan Absalonsen (85./Mads Steenberg) – Mads Hansen (61./Roni Arabaci), Rasmus Vinderslev, Ogenyi Onazi (85./Isak Jensen), Julius Eskesen – Peter Christiansen (85./Ajvaz Redsepi)

 

 

 

 

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus