Søg

Jan Pytlick er godt tilfreds

Anders Gormsen, 20. november 2020, kl. 13:48

Torsdag aften hentede håndboldherrerne en fornem sejr på udebane over Skjern Håndbold, en bedrift der ikke er set siden 2011 når vi kigger på grundspillet.

Cheftræner Jan Pytlick er da naturligvis også rigtig godt tilfreds her dagen efter.

– Jeg synes vi har trænet fantastisk godt de seneste 14 dage hvor alle mand har været skadesfri. Det betyder virkelig noget at vi som et nyt hold med en ny træner kan få trænet med kvalitet og jeg synes også at vi finder hinanden bedre og bedre, hvilket man også har kunnet se i de seneste 2 kampe.

– Vi har lige set Skjern kampen på video igen og vi er enige om at det udtryk vi viser i kampen er det helt rigtige. Vi kæmper og slås for hinanden og laves der en fejl står andre på spring for at rette op på det. Den gode træning har også resulteret i at vores timing er blevet væsentligt bedre, ikke mindst i forsvarsspillet og i kampen mod Skjern så vi at vores 6-0 forsvar var i en god balance. Der gjorde arbejdsbetingelserne for vores keeper rigtig gode og at Josip så oven i købet havde en række fantastiske redninger på åbne chancer gjorde det bestemt ikke ringere.

– Som vi ser kampen er vores forsvar nøglen til at vi henter begge point på en svær udebane og er naturligvis glade for alt vores hårde arbejde har givet bonus i de seneste kampe, ikke mindst når man kigger på tabellen der er usædvanlig tæt.

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus