Stig Kongsted, 10. december 2020, kl. 21:41
Torsdag aften var sidste kamp for SønderjyskE’s U-19 ligahold inden julepausen. Det var top mod bund, da kampen blev fløjtet op kl. 18.00, og det kunne ses undervejs, hvilket cheftræner Thomas Skou Jensen, da heller ikke lagde skjul på efter kampen. Nederlaget blev på 7-0, efter 5-0 ved pausen.
– Ja, vi fik i dag en røvfuld af et stærkt FCM-hold. Der var klasseforskel. Det er en kamp vi ikke kan vinde, men vi er naturligvis utilfredse med, at vi ender med at være så passive i forsvarsspillet foran målet, og dermed ender med det slutresultat. FCM skal have ros for deres effektivitet i deres afslutninger, fortalte Thomas Skou Jensen efter kampen.
Nu venter en lang julepause inden forårssæsonen starter op den 20.2 2021 kl. 12.30 mod Aab på hjemmebane.
Foto: Anfører Valdemar Frahm på U19-ligaholdet havde en hård dag på kontoret sammen med sine holdkammerater.