Jacob Ravn, 5. januar 2021, kl. 17:46
Alexander Bah glæder sig til at prøve sig af i udlandet, men det bliver vemodigt at sige farvel til fansene og holdkammeraterne i SønderjyskE.
Tirsdag eftermiddag blev Alexander Bah solgt fra SønderjyskE til Slavia Prag, og den 23-årige forsvarsspiller med de store offensive kvaliteter glæder sig over, at han nu skal prøve talentet af i udlandet.
– Det er kæmpe stort. Jeg har følt mig klar til at tage skiftet i et stykke tid nu, og jeg glæder mit til at udvikle mig yderligere i Prag. Det her er en drøm, der går i opfyldelse for mig, siger Alexander Bah på mobiltelefonen fra Prag.
Bah kom til SønderjyskE i sommeren 2018, og han ser tilbage på tiden i Haderslev med stor glæde.
– Det har været utroligt givende for min udvikling, og det har været de bedste 2,5 år i min karriere. Det var SønderjyskE, der gav mig chancen i 3F Superligaen, og det var som SønderjyskE-spiller, at jeg fik min landsholdsdebut, så klubben har givet mig rigtig meget. Det har været en god tid i klubben, og holdkammeraterne og fansene har været der for mig lige fra starten, og det betyder meget for mig. Det bliver vemodigt at sige farvel, men nu er det tid til at komme videre, siger Bah.
Slavia Prag var også i sommer ude efter Bah, og han glæder sig over den vedholdende interesse.
– Det betyder meget, at de har vist så stor interesse for mig. Jeg har været lidt forelsket i Slavia Prag, siden de henvendte sig første gang, og jeg har siden fulgt med i, hvordan de spiller, og det er en stil, der passer godt til mig. Træneren har virkelig ønsket mig, og det betyder meget, og nu glæder jeg mig egentligt bare til at komme i gang hernede, siger Alexander Bah.