Søg

Imponerende sejr over topholdet

Per Jessen, 23. februar 2021, kl. 23:55

SønderjyskE sejrede tirsdag aften fuldt fortjent med 4-3 over Rungsted Seier Capital. Med en imponerende arbejdsindsats blev Metal Ligaens førerhold sat på plads af de lyseblå, som i unge Mathias Borring Hansen havde en dobbelt målscorer og manden bag sejrsmålet.

Til dagens kamp var Daniel Kønig Hansen rykket frem i angrebet, og han kvitterede med to assists. Inden kampen var der forhåbninger om, at Matt Salhany var blevet spilleklar, men myndighederne har endnu ikke blåstemplet hans papirer. Oveni manglede seks andre forwards grundet skader, men det var egentlig ikke til at se. Kønig og Co. smøjede ærmerne op og satte Rungsted til vægs. Faktisk var Rungsted nærmest spillet ned under isen i anden periode, hvor gæsterne kun havde to skud mod mål. Efter første periode stod der allerede 2-1. Anders Førster satte SønderjyskE i gang med en smart og flot styring foran målet. Kort efter Rungsted fik udlignet, så kom SønderjyskE foran igen, da William Boysen slog en returpuck i mål inde foran kassen i et powerplay.

Borring-show
Midtvejs i kampen blev det endda 3-1, da Mathias Borring energisk sled sig fri og fik lagt pucken i mål. Med sit gode skøjteløb var han en evig kilde til uro i Rungsted-forsvaret. Man kunne måske tro, at SønderjyskE-spillerne tabte fokus, da Rungsted fik udlignet med to flotte mål i starten af tredje periode. Det var dog ikke tilfældet, og i det 48. minut dukkede Borring op igen. Resolut klappede han en returpuck ind under overliggeren. Borring spillede de første 21 kampe i sæsonen uden at komme på tavlen, men siden jul har han lavet imponerende syv mål i 18 kampe.

Rungsted prøvede at presse på for en udligning til sidst, men Mikkel Jensen fremtvang et powerplay med under tre minutter tilbage, da han frækt afdriblede Tim Daly. Det gav lidt luft, inden slutsekunderne, hvor Rungsted aldrig kom helt tæt på.

Fredag og søndag venter der dobbeltkampe mod Frederikshavn White Hawks. Et direkte opgør om femtepladsen i Metal Ligaen.

SønderjyskE – Rungsted 4-3 (2-1,1-0,1-2)
02.33 1-0 Anders Førster (Lyø, Eskildsen)
12.18 1-1 Mattias Persson (Hardt, Gammelgaard)
13.34 2-1 William Boysen (D.K.Hansen, Gatz) PP
30.16 3-1 Mathias B. Hansen (D.K.Hansen, D.Galbraith)
42:17 3-2 Mattias Persson (Olsson, Hardt) PP
43:02 3-3 Shane Hanna (Bjerrum, Sarault)
47:05 4-3 Mathias B. Hansen (Eskildsen, Vedel)
Udv.: SE 3×2, RSC 4×2
Skud: 28-17 (10-5, 12-2, 6-10)


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus