Jacob Ravn, 15. marts 2021, kl. 8:38
To mål i kampens indledning gav SønderjyskE et godt afsæt i kampen mod AC Horsens. 2-0-sejren sikrer et godt udgangspunkt inden den sidste grundspilskamp.
Det var lige det, vi havde brug for.
Tre point, et clean sheet og lidt medvind på cykelstien.
Kravet var en sejr, da vi søndag tog imod AC Horsens på Sydbank Park, og det fik vi med en flot og velfortjent 2-0-sejr.
Vi fik en regulær drømmestart på kampen. Allerede efter tre minutters spil jagtede Anders K. Jacobsen en bold, som han vel var den eneste, der troede på kunne blive til noget, men belønningen var et mål, da Horsens-målmand Matej Delac smadrede bolden op i hovedet på AK, så bolden sprang i mål. Heroisk aktion af angriberen, der dog måtte forlade banen kort efter, da synet flimrede efterfølgende. Meldingen efterfølgende er, at Anders K. Jacobsen har det godt efter omstændighederne, men mon ikke han tager den med ro de næste dage.
1-0 blev til 2-0 kort efter. Et hjørnespark fra Mads Albæk endte hos Marc Dal Hende, der tæt under mål kunne sparke bolden i nettet. Det var venstrebackens tredje mål de seneste seks Superliga-kampe. Høj klasse.
3-0-målet lå længe og lurede. Både Haji Wright og Bård Finne havde store chancer, og kort før pausefløjtet var bolden faktisk i nettet, men Stefan Gartenmanns scoring blev annulleret, da et VAR-gennemsyn sporede, at bolden havde ramt Rasmus Vinderslevs arm forinden.
I anden halvleg viste Lawrence Thomas klassen i målet, da han reddede et optimistisk saksesparksforsøg, men ellers var der ikke meget at bestille på en dag, hvor SønderjyskE-forsvaret stod forrygende og ikke tillod gæsterne mange chancer.
2-0 blev kørt stille og roligt hjem, og dermed kom vi tilbage på sejrssporet og satte tre vigtige point ind på tabellen i 3F Superligaen.
Grundspillet afgøres på søndag, hvor vi slutter af med en kamp mod FC Nordsjælland i Farum. Her skal det afgøres, om vi skal spille sæsonens sidste ti kampe i mesterskabsspillet (1-6) eller kvalifikationsspillet (7-12).
FC Nordsjælland-SønderjyskE spilles søndag klokken 17.00.
Se højdepunkter fra kampen her: