Anders Gormsen, 21. april 2021, kl. 20:14
Vi skulle i udekampen mod KIF forsøge at komme tilbage på vindersporet, men desværre gik det ikke vores vej og vi måtte tage hjem med et nederlag på 32-29
Opgøret startede ganske lige og efter 13 minutter stod der 8-8. I den resterende del af 1. halvleg brændte vi alt for meget og omvendt kom KIF for nemt til scoringer. Efter at have været bagud med 15-11 formåede vi dog at komme lidt tilbage i den sidste del af halvlegen og kunne gå til pause bagud med 2, 16-14.
Vi scorede det første mål i anden halvleg, men tættere på kom vi ikke. Hjemmeholdet var skarpest i begge ender af banen og vi måtte se KIF trække fra til 28-22 ti minutter før tid. En flot slutspurt kom for sent og da et skud mod tomt mål, 2 minutter før tid, ramte overliggeren i stedet for at gå i mål ved 30-28 var løbet kørt.
Der var skarpheden til forskel i en kamp hvor vi aldrig rigtig fik styr på KIFs 7 mod 6 spil og hvor opgøret blev afviklet på deres præmisser.
Målscorere for SønderjyskE: Marcus Dahlin 7, Thomas Mogensen 6, Alec Smit og Noah Gaudin 5, Tobias Møller 4, Oliver Eggert og Sveinn Johannsson hver 1.
Redninger: Josip Cavar 11/37, Kristian Pedersen 1/7