Per Jessen, 21. februar 2016, kl. 18:50
SønderjyskE tog alle tre point med hjem i bussen efter topbraget i Frederikshavn, hvor White Hawks blev besejret 3-1 efter en tæt kamp.
Joni Myllykoski holdt nullet i fredags i sejren over Herning, og han udtalte efterfølgende, at han forventede at få noget mere travlt i dagens kamp. Det fik han så sandelig. Frederikshavn vandt skudstatistikken med 33-17, men lige lidt hjalp det vendelboerne, da et skarpt SønderjyskE-hold spillede en god udekamp og slog til på de rigtige tidspunkter.
Frederikshavn havde pucken i mål i første periode, men scoringen blev annulleret for offside i målfeltet. I stedet kom SønderjyskE foran i første minut af anden periode. Mads Bødker fik scoret med et godt skud. SønderjyskE havde momentum, men værterne svarede igen med udligningen til 1-1 efter 28 minutter. En scoring, der lugtede lidt af høj stav.
Nu var Frederikshavn ovenpå, men Myllykoski var en sikker sidste skanse, og mange af afslutningerne blev da også fremtvunget fra knap så farlige vinkler. I tredje periode fortsatte mønsteret, og SønderjyskE lurede gang på gang på muligheden. Ikke et eneste powerplay blev det til i løbet af kampen, og modsat i fredags, så kom den afgørende scoring denne gang i spillet fem mod fem.
Cory Quirk serverede pucken til Scott Campbell, der køligt sendte den sorte skive op i nettaget. Det skulle vise sig at blive afgørende. Frederikshavns satsning til sidst med at tage målmand George Sørensen ud blev udnyttet af Kim Lykkeskov til at score til slutresultatet, 3-1, efter endnu en Quirk-assist.
Med sejren har SønderjyskE nu kun et enkelt point op til Frederikshavn på førstepladsen. Esbjerg Energy vandt også, og vestjyderne er på tredjepladsen er fortsat tre point bagefter SønderjyskE. På tirsdag er der vigtige point på spil, når SønderjyskE tager imod Rødovre Mighty Bulls. Der er kampstart kl. 19.00 i SE Arena.
Frederikshavn – SønderjyskE 1-3 (0-0, 1-1, 1-2)
20:31 0-1 Mads Bødker (Lykkeskov, Zajac)
27:53 1-1 Jacob Dahlstrom (Müller, Olsson)
55:18 1-2 Scott Campbell (Quirk)
59:46 1-3 Kim Lykkeskov (Quirk, Eskesen) EN
Udv.: FWH 0x2, SE 2×2
Skud: 33-17
Tilskuere: 2025