Søg

Talenter udvikler ny hjemmeside til SønderjyskE

Per Jessen, 21. marts 2016, kl. 13:18

Haderslevs vel nok yngste virksomhedsejer har sammen en partner arbejdet dag og nat ved siden af studierne med udviklingen af en ny hjemmeside for SønderjyskE.
 
Søndag formiddag lancerer SønderjyskE en ny hjemmeside i forbindelse med topopgøret mod FC Midtjylland i Sydbank Park.
Den nye hjemmeside har været undervejs i nogle måneder, og kommunikations – og marketingchef i SønderjyskE, Kell Haugaard, ser nu frem til at vise resultatet frem for sponsorer og fans:
 
– Vi har i flere år ønsket os en ny hjemmeside. Det har af forskellige årsager ikke været muligt at få realiseret ønskerne før i sensommeren 2015. Vi modtog på baggrund af vores projektbeskrivelse flere, spændende oplæg; men besluttede, at lade et par unge talenter få muligheden for at vise, hvad de kunne.
 
Vi afholdt det første møde med en dengang kun 15årig Carl Kronika, som med det samme imponerede med sit potentiale og en dejlig, smittende entusiasme. Vi blev senere introduceret for den anden partner i virksomheden Copus, Andreas Staurby Olesen, og jeg vil gerne understrege, at vi bestemt ikke er blevet skuffet, fortæller Kell Haugaard, og fortsætter:
 
– Det har været en utroligt spændende proces, hvor vi i SønderjyskE flere gange har fået en ”aha-oplevelse”. De to entreprenører har på trods af deres unge alder haft en både kreativ og samtidigt meget professionel tilgang til tingene. De har udfordret os, og de har anvist nye veje og alternative løsninger, som samlet har løftet den nye hjemmeside til næste niveau.
Man siger jo, at et billede siger mere end tusind ord. Vi ønskede en ny hjemmeside med fokus på det visuelle indtryk og flotte actionbilleder. Det har vi i den grad også fået.
Og meget vigtigt har det samtidigt været en utrolig morsom oplevelse og ikke mindst en stor energiindsprøjtning for os alle i hele projektforløbet. Vi er meget stolte af resultatet, og kan kun give vores allervarmeste anbefalinger til Carl og Andreas i Copus, smiler Kell Haugaard.
 
Carl Kronika glæder sig til se og høre de første reaktioner fra fans og sponsorer:
 
– Det har fra start til slut været en utrolig spændende proces. I samarbejdet med folkene hos SønderjyskE har vi fået lov og rum til at være kreative og nytænkende. De havde mod til at give os chancen for at vise, hvad vi kan. Vi har selv lært meget af processen, og det tager vi selvfølgelig med os i fremtidige projekter. I SønderjyskE er de lige så passionerede, som vi er, og vi er lige så stolte af resultatet, som de er.
Vi udvikler unikke websites til virksomheder, der vil gøre en forskel. Og vi elsker det, slutter Carl Kronika.
 
I løbet af foråret bliver der til den nye hjemmeside tilføjet en overbygning, som primært henvender sig til sponsorer og erhvervsliv. Se SønderjyskEs nye hjemmeside på www.soenderjyske.dk
 
SønderjyskEs nye hjemmeside er hostet af Danish Computer Group. Se www.dcgr.dk.

Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus