Søg

Søndag fortsætter krigen

Jesper Klitgaard, 26. marts 2016, kl. 15:00

SønderjyskE og Esbjerg Energy spillede fredag aften den anden kamp i serien mellem de to rivaler, med sidstnævnte som vinder. Dermed er spillerne fra det vestjyske foran med 2-0 i serien, hvor der jo som bekendt spilles bedst af syv kampe.

SønderjyskE var dog, set i forhold til den første kamp i Vojens i tirsdags, tilbage i den mere kendte rolle som det spilstyrende hold, og kunne med lidt held have trukket sig ud af kampen som vinder. Det skete desværre ikke, idet Esbjerg kunne afgøre kampen i overtid.

Dermed er presset på SønderjyskE, når de to hold mødes igen søndag aften i SE Arena, en kamp hvor de positive takter fra kamp to, skal bringes med videre ind i kampen, og hvor forsvaret skal forsøge at holde Esbjergs stærke offensiv fra fadet. En påstand som Cory Quirk er helt enig i: ” Vi spillede en god kamp i går, men vi er nødt til at blive bedre i de defensive aspekter af vores spil. Vi gav for mange chancer væk, noget som vi er nødt til at minimere, hvis vi skal vinde kamp tre. Ligeledes er vi nødt til at spille 60 minutters komplet hockey, vi skal levere en helstøbt indsats” lyder det fra den energiske angriber.

Den udmelding ligger helt i tråd med cheftræner Dan Cemans fokuspunkter:

– Vi har lukket 11 mål ind på to kampe, så vores defensiv skal være meget bedre. Synes at vi mentalt var der hvor vi skulle være i går, ihvertfald i hovedparten af kampen, men vi må og skal kunne spille en hel kamp med den samme intensitet. Vi skal undgå de defensive fejl, bevare det fysiske pres på Esbjerg og beskytte vores målmand bedre, så de ikke får lov at score som i går, hvor de to gange stødte ind i Joni (Myllykoski, red.). Det skal vi undgå, og kan vi det, har vi en god chance for at komme tilbage i serien, siger han.

Ét er spillet på isen, noget helt andet er det som foregår udenfor isen. Her kan Danmarks bedste supportere for alvor træde i karakter, for ifølge Mads Lund, har spillerne ekstra brug for den massive støtte, som de altid får på hjemmebanen:

– Vi har rigtig, rigtig meget brug for fansene imorgen. Kan vi vinde kampen imorgen, er serien helt helt åben igen. Derfor har vi virkelig brug for den ekstra opbakning fra lægterne, hallen må gerne koge og vores fans må gerne lægge alt det tryk de kan, siger den rutinerede angriber.

Der er kampstart i SE Arena kl. 19.00, så kom og giv drengene al den støtte de behøver.

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus