Søg

Livsvigtig sejr i intens kamp

Per Jessen, 27. marts 2016, kl. 23:14

Der var tryk på kedlerne fra start, da SønderjyskE med en 4-1-sejr kom på tavlen i semifinalen mod Esbjerg Energy. Dermed er vestjydernes føring i serien reduceret til 2-1.

På alle fronter fik SønderjyskE meldt sig ind i serien. Med høj intensitet og en god portion vildskab og fight blev vestjyderne nedkæmpet. Frem for alt var aftalerne i defensiven meget bedre på plads i dag. Næsten fuldt hus – helt præcist 4753 veloplagte tilskuere – sørgede for at rammerne var perfekte.

I starten af kampen sørgede førstekæden for, at der kom lidt ekstra liv i kludene. Kæden scorede i deres to første skift. Det første mål kom efter godt forarbejde og overblik af Mark Lee og en en tværpasning af Thomas Spelling. Afleveringen fra Spelling lå et halvt meter oppe i luften, men det forhindrede ikke Cory Quirk i at flugte den sorte skive i mål i ren baseball-stil.

Inden jublen havde lagt sig havde kæden været på spil igen med et nyt “homerun”. Denne gang var Quirk i oplæggerens rolle, og amerikaneren fandt Spelling midt i slottet, og så stod der 2-0. Da var der blot spillet 99 sekunder.

Esbjerg fik rystet chokstarten af sig, og vestjyderne kom godt igen. Der var gode muligheder for mål i begge ender. Joni Myllykoski havde en god redning tæt under mål, da Matthew Pistilli kom fri, og i den anden ende havde unge Nicolaj Henriksen også sit at se til i målet.

Der blev gået til stålet, og blot tre udvisninger blev der uddelt. De blev alle dømt i første periode. SønderjyskE startede anden periode i undertal, og det gav gæsterne lidt momentum den første halvdel af midterperioden. SønderjyskE kom dog også til en det afslutninger, og det bølgede jævnbyrdigt frem og tilbage. I det 33. minut kom Esbjerg på måltavlen, og scoringen gav lidt usikkerhed i de bagerste række, og den bedste medicin var 3-1-målet halvandet minut senere. Mads Lund blev først udråbt som målscorer, men det var Scott Campbell, som styrede Tyler Gottos skud i mål.

– Det var vist fordi jeg jublede helt vildt og allermest, at de gav mig målet. Det var skam Campbells mål, forklarer Mads Lund med et stort smil efter kampen.

I næste skift kom SønderjyskE endda på 4-1. En Esbjerg-spiller væltede helt uprovokeret på egen blueline, og det gav en halv friløber til Darcy Zajac, der viste eminent overblik ved at spille på tværs til en fremstormende Antti Hölli, der i flot stil firsttimede pucken i kassen. Finnen scorede dermed for anden kamp i træk og er nu oppe på tre mål i slutspillet.

Gæsterne tog prompte en timeout efter 4-1-målet, men det hjalp ikke de orangeklædte vestjyder, som aldrig fik gjort kampen spændende i den målløse tredje periode. Nu venter der en meget spændende kamp fire på tirsdag i Esbjerg, mens kamp fem spilles på fredag i SE Arena. Billetter til fredagens kamp kommer i øvrigt til salg tirsdag kl. 12.00.

SønderjydskE – Esbjerg 4-1 (2-0, 2-1, 0-0)
00:34 1-0 Cory Quirk (Spelling, Lee)
01:39 2-0 Thomas Spelling (Quirk, Lee)
32:38 2-1 Kasper Jensen (Gron, Nixon)
34:08 3-1 Scott Campbell (Gotto, Eskesen)
34:57 4-1 Antti Hölli (Zajac, Rantanen)
Udv.: SE 2×2, EE 1×2
Skud: 27-23
Tilskuere:  4753


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus