Kasper Poulsen, 29. marts 2016, kl. 23:50
Optakt Ringkøbing – SønderjyskE
En lang sæson er ved at nå sin afslutning. Det har været en hård sæson for de SønderjyskE piger i Dame Ligaen, hvor de weekend efter weekend er blevet udfordret af Danmarks bedste håndboldhold. Det har været utroligt lærerigt og udviklende for den enkelte spiller, men det har så sandelig også været en kæmpe test af teamspiriten på holdet. Men holdet er kommet igennem dette og har kæmpet sin chance i alle kampe og været utrolig tæt på at snuppe den første sejr. Nu er der kun en chance tilbage…
Forude venter Ringkøbing Håndbold. Ligesom det er afgjort at SønderjyskE slutter som nummer sidst i Ligaen, er det også helt sikkert at Ringkøbing slutter næstsidst i Ligaen, da de er dårligere indbyrdes end SK Århus. Så set udefra er der intet på spil i dette opgør, men så alligevel! Alt er på spil. For de lyseblå jagter sæsonens første sejr og dette opgør er som sagt sidste chance for at nå dette mål. Mens Ringkøbing har sit øje på at få en sejr, inden det går løs i de afgørende nedrykningskampe mod Ajax, som slutter som nummer 2 i 1.Division.
Så der venter en yderst spændende håndboldkamp, hvor begge hold med stor sandsynlighed vil gå all in for at hive sejren hjem.
SønderjyskEs Helena Løjborg møder op til kampen med ekstra selvtillid, efter at hun blev udtaget til Ugens hold for første gang i sæsonen, med hendes pragtpræstation mod Team Tvis Holstebro. Hun har virkelig spillet godt i de seneste par kampe og må gerne slutte sæsonen af med endnu en stor præstation. Emma Kiellberg sprudler også for tiden og har i de seneste 4 kampe lavet hele 25 mål. Imponerende af den unge fynbo, som virkelig har flyttet sig håndboldmæssigt i løbet af sæsonen og har et kæmpe potentiale forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt. Sammen med holdkammeraterne er de klar på at yde en ekstraordinær indsats og give hjemmeholdet kamp til stregen.
Med på holdkortet er endnu engang de to U18 spillere Lea Rømer og Cecilie Brandt.
Kampen spilles Kl.19.30 i Rofi Centeret Ringkøbing