Søg

Finalen glippede – nu gælder det bronzen

Per Jessen, 5. april 2016, kl. 23:25

SønderjyskE tabte den afgørende semifinalekamp mod Esbjerg Energy med 1-4, og dermed venter der nu to bronzekampe mod Frederikshavn White Hawks, hvor de lyseblå skal forsøge at hente medalje for 11. sæson i træk.

De to hold løb i aften på isen i en tætpakket SE Arena, og det var som om nervøsiteten over kampens vigtighed ikke kun sitrede på isen, men også blandt de 5.000 tilskuere. Begge hold startede nervøst, og fejlafleveringer og henholdende spil var på dagsordenen.

Det var Esbjerg, som hurtigst fik nerverne kastet over bord, og gæsterne kom foran efter otte minutter. Inden SønderjyskE havde kommet sig over scoringen havde Esbjerg scoret igen. Det dobbeltslag kom til at forfølge SønderjyskE resten af kampen.

Det blev 0-3 i anden periode, mens Darcy Zajac med en resolut afslutning fik skabt spænding om resultatet med sin reducering i starten af tredje periode. Resten af kampen pressede SønderjyskE på, og der kom da også et par store målchancer, men helt tæt på kom SønderjyskE ikke, og til sidst kunne Esbjerg lukke serien med at score i tomt mål.

Tillykke til Esbjerg med finalepladsen efter en semifinaleserie, som var tæt og god reklame for dansk ishockey. SønderjyskE skal nu rejse sig, og det har vi tidligere gjort, når det gælder bronze. De to kampe med Frederikshavn skal spilles i weekenden, og vi melder ud så snart tidspunkterne er på plads.

SønderjyskE – Esbjerg 1-4 (0-2, 0-1, 1-1)
07:54 0-1 Esben Nielsen (Hjulmand, Binderup)
08:46 0-2 Mario Lamoureux (Lee)
34:22 0-3 Aaron Lee (Pistilli, Bergman)
45:06 1-3 Darcy Zajac (Gotto, Eskesen)
59:13 1-4 Wade Bergman (Frazee)
Udv.: SE 2×2, EE 3×2
Skud: 36-26
Tilskuere: 5000


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus