Per Jessen, 8. april 2016, kl. 23:50
Lørdag kl. 17.00 spiller talentholdet i 1. Division finalekamp nummer fire mod Hvidovre i landets næstbedste række. Kravet er en sejr, hvis en femte og afgørende kamp skal fremtvinges. Der er gratis entré i SE Arena.
I onsdagens tredje finale var marginalerne ikke med de unge sønderjyder, der førte både 1-0 og 2-1. Hvidovre udlignede med to minutter tilbage, hvor målmanden var ude, og i overtiden sikrede værterne sig 3-2-sejren og en føring i serien.
En eventuel femte og afgørende kamp bliver spillet allerede søndag i Hvidovre – samtidig med SønderjyskE spiller bronzekamp i SE Arena. Det er selvfølgelig ikke optimalt for trænerstaben, der er bestående af Chris Straube, der også er assistenttræner hos SønderjyskE, Niko Eronen og Casper Stockfisch. Troen på en samlet sejr er dog stadig i live.
– Stemningen på holdet er god, og alle vil have den guldmedalje. Vi har brug for al den opbakning, som vi kan få for at gøre det muligt, siger Casper Stockfisch inden lørdagens kamp, hvor der er gratis entré.