Søg

Medaljejagten fortsætter i Aalborg

Søren Pabst, 16. april 2016, kl. 15:20

SønderjyskE er fortsat med i toppen af ALKA Superligaen, og med 9 kampe tilbage af sæsonen vil en sejr over den nuværende 2. plads være et vigtigt skridt i jagten på medaljer.

AaB indledte forårssæonen i ALKA Superligaen uden sejr i de første 4 kampe, men har med 6 point i de sidste 2 kampe, generobret 2. pladsen og fundet momentum igen. Der er altså ikke noget, at sætte en finger på i forhold til pointene, men præstationerne på banen har været langt fra perfekte. Spinkle sejre over FC Nordsjælland og Hobro IK, hvor kun enkelte spillere har vist deres værd, og senest et 0-2 nederlag i den første pokalsemifinale mod AGF har indikeret, at spillet ikke fungerer i det nordjyske.

Hvis man vender AaB’s forårssæson på hovedet, så har man faktisk et meget godt bud på SønderjyskE’s forårsstart. En fremragende stime uden nederlag blev afløst af blot ét enkelt point i de seneste 2 kampe, så det er tid til at finde arbejdshandskerne frem, hvis man vil gøre sig forhåbninger om en topplacering. På banen har det dog set bedre ud for SønderjyskE, der var uheldige med ikke at få 1 point med hjem fra Telia Parken, og muligvis endnu mere uheldige med ikke, at få alle 3 point i sidste spillerunde, da AGF udlignede dybt inde i dommerens tillægstid.

Hold øje med vores mand:
Adama Guira
Den 27-årige midtbanespiller fra Burkina Faso har arbejdet hårdt på den SønderjyskE midtbane i mange sæsoner efterhånden. I seneste kamp vekslede Adama endda arbejdsskoene til målscoringssko, da han næsten blev matchvinder mod AGF på Sydbank Park. Sammen med Drachmann, Rømer, Madsen og det SønderjyskE forsvar, har Guira styret defensiven med hård hånd. SønderjyskE er faktisk det hold, der har lukket 4 færrest mål ind i sæsonen indtil videre. Denne statistik er blandt andet takket være det hårde arbejde Adama Guira og resten af midtbanen laver i hver eneste kamp.

Hold øje med deres mand:
Thomas Enevoldsen
Sønnen af vores assistent-træner Peter Enevoldsen, han hedder Thomas Enevoldsen. Han er i gang med en fantastisk sæson for AaB. Den tidligere midtbanespiller er efterhånden blevet omskolet til vaskeægte angriber, og det kan man se på statistikken. 11 mål og 6 assist. Det lyder som statistikken for en spidsangriber med koldblodighed og overblik for sine medspillere. Sammen med Lukas Spalvis udgør Enevoldsen det, der tydeligvis er ALKA Superligaens farligste frontduo med sammenlagt 27 mål og 7 assist.

Det siger vi inden opgøret:
– Vi glæder os til topkampen mellem nummer 2 og 3. Det er altid dejligt at spille i Aalborg. Vi ved at når AaB spiller bedst, så har de et meget højt niveau – mens de i andre kampe har svinget meget. Vi har været gode på udebane i gennem lang tid, hvis vi leverer en god præstation igen, så kan vi godt skabe en overraskelse, siger Peter “Ålen” Enevoldsen til SønderjyskE Fodbold.

Det siger de inden opgøret:
– Jeg forventer en intens kamp med masser af nerve, og vi er meget opsatte på at revanchere den mindre gode indsats og resultatet i pokalsemifinalen forleden mod AGF.
Det bedste middel er at slå hurtigt tilbage med en stærk, fokuseret og koncentreret præstation, og vi skal blandt andet blive dygtigere på bolden mod et SønderjyskE-hold, der selvfølgelig vil forsøge at udnytte vores eventuelle fejl og svagheder siger Lars Søndergaard aabsport.dk

Kampstart imorgen kl. 16.00 i Aalborg, vi håber på stor opbakning.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus