Rasmus Andersen, 24. april 2016, kl. 15:01
Referat: SønderjyskE – FC Nordsjælland
Af Rasmus Andersen
Slutspurten er sat ind i ALKA Superligaen, og dagens kamp startede i hæsblæsende højt tempo. Gode muligheder til begge hold i kampens første minut, så var kampen i gang. Kampen fortsatte i det høje tempo gennem de første 25 min. Efter 26 minutter satte SønderjyskE dog tempoet endnu mere op. Simon Kroon modtog bolden i højre side, på kanten af feltet og varmede bolden. Overlappet kom fra Marc Pedersen, der fik bolden på baglinjen, sendte bolden fladt på tværs og derinde stod Tommy Bechmann. Tommy styrede smart bolden ind i det lange hjørne med hælen og sendte SønderjyskE foran med 1-0.
FC Nordsjælland viste sig først for alvor farlige efter 36 minutter. Joshua John vandt en løbeduel mod Marc Pedersen og kom fri til skud, han sendte dog bolden på ydersiden af stolpen og SønderjyskE slap med skrækken.
Første halvleg var en kamp på midten af banen om boldbesiddelse. En kamp, som Marcel Rømer og Adama Guira vandt stort. Selv i fraværet af Janus Drachmann kunne man se enorm kvalitet på midtbanen. Første halvleg sluttede 1-0, en første halvleg med SønderjyskE mest på bolden, samtidig en første halvleg, der til tider, bød på enormt flot pasningsspil fra SønderjyskE. De sidste 5 minutter var klart FC Nordsjællands bedste, men heldigvis kunne SønderjyskE gå til pausen med en fortjent 1-0 føring.
Anden havleg blev indledt med SønderjyskE på bolden, og i samme høje tempo som i første halvleg. Allerede 1 minut inde i anden halvleg lå bolden faktisk i kassen, men Simon Kroon havde begået frispark, så desværre talte Nicolaj Madsens mål ikke. Det stoppede dog ikke SønderjyskE, der fortsatte ufortrødent. Marc Pedersen måtte forlade banen tidligt i anden halvleg og give plads til unge Mikkel Hedegaard.
Gode muligheder og afslutninger fra både Simon Kroon og Mikkel Hedegaard voldte problemer for David Jensen i FC Nordsjælland målet. Efter godt og vel 60 minutter appellerede SønderjyskE så for straffespark, da Tommy Bechmann blev væltet omkuld i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.
I de efterfølgende minutter var kampen plaget af mange spilstop. Frispark, indkast og hjørnespark som tilskuerne på Sydbank Park ikke altid var enige i. Stemningen var i hvert fald ikke til at tage fejl af, tilskuerne støttede holdet.
FC Nordsjælland satte for alvor jagten ind på en udligning i kampens sidste fase. Dybe stikninger og lob i feltet skabte ravage. Desværre for SønderjyskE holdt føringen ikke. I det 82 min sendte Lasse Petry et hjørnespark ind i feltet, og ved forreste stolpe forlængede Andreas Maxsø bolden over i det lange hjørne til stillingen 1-1. FC Nordsjælland var pludselig på vej til at stjæle point på Sydbank Park. SønderjyskEs anfører ville det dog helt anderledes.
I dommerens tillægstid får SønderjyskE hjørnespark. Bolden er slået glimrende indover og Dalgaard forhindrer i første omgang clearingen og efter lidt klumpspil dukker føromtalte anfører Pierre Kantstrup op og hamrer bolden ind bag en sagesløs David Jensen! 2-1 til SønderjyskE og pludselig er de 3 point på vej til Sydbank Park!
I kampens sidste sekunder får SønderjyskE et frispark på kanten af feltet, og minsandten om Nicolaj Madsen ikke også sparker den bold i kassen. Kampen slutter 3-1 til SønderjyskE, der fortsætter den imponerende forårssæson. De 3 point betyder at SønderjyskE generobrer 2. pladsen med 46 point. De 46 point betyder at SønderyskE efter bare 26 runder i ALKA Superligaen har slået deres pointrekord i landets bedste række!