Per Jessen, 29. april 2016, kl. 20:55
Populære Tommy Bechmann har valgt at tage endnu en sæson i SønderjyskE. Den 34-årige angriber kunne simpelthen ikke sige nej til en ny kontrakt.
– Da jeg skrev under på min sidste kontrakt, så lå det lidt i kortene, at det blev min sidste af slagsen, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortsætte. Vi har i SønderjyskE gang i noget spændende, og det vil jeg gerne være med til at føre videre endnu en sæson. Det bliver også sjovt at prøve den nye turneringsform, siger Tommy Bechmann.
SønderjyskE ligger aktuelt på en flot andenplads i Alka Superligaen. Inden denne sæson kom der ny træner i form af Jakob Michelsen og nye spillere, men det er ikke de eneste nye tiltag siden Bechmann i 2011 startede i SønderjyskE, som er den klub, han længst tid har spillet i.
– At jeg har været her så længe siger noget om, hvor godt jeg trives. Siden jeg for fem år siden kom til min første træning, hvor vi kun var 15-16 spillere, er der sket en masse. Stadion er blevet udbygget og tilskuertallet er vel fordoblet. Det er hele vejen rundt, at vi stille og roligt har bygget på, forklarer Bechmann.
Med otte mål har han allerede nu tangeret sin sæsonrekord i SønderjyskE, og med i alt 32 superligamål er han den mest scorende nogensinde i klubben. Rekorder bekymrer målræven sig ikke så meget om. Han glæder sig i stedet over, at bentøjet har det bedre end længe.
– Jeg føler mig i en rigtig god fysisk forfatning. Der er ikke mange angribere, som kan spille til de er 35 år, så det er jeg selvfølgelig taknemmelig for. Jeg har tidligere døjet med eftervirkninger efter forskellige operationer, og nu er det efterhånden et par år siden, jeg sidst var under kniven, og det er ikke helt uvæsentligt, siger Bechmann.
Næste opgave for Bechmann og Co. er udekampen lørdag kl. 16.00 hos Hobro IK.