Søg

En lørdag på lazarettet

Per Jessen, 13. august 2016, kl. 21:46

SønderjyskE tabte lørdag eftermiddag andendagsgildet mod Vaasan Sport med 2-5 efter en føring på 2-0. En god kamp af de lyseblå foran mere end 1.300 tilskuere, der måtte se flere af SønderjyskE-spillerne udgå med skader og trætheden til sidst melde sig.

SønderjyskE kæmpede heroisk med en decimeret trup i dagens kamp. Efter kampen lignede det næsten et lazaret i et krigsområde, når man gik rundt ved omklædningsrummet. Spillere humpede rundt og lå på brikse. Backerne Niclas Edman og Rasmus Nielsen udgik begge med knæproblemer. Værst så det ud for Nielsen, mens Edman forhåbentlig slipper med et slag og en lille pause, efter svenskeren blev ramt på knæet af en puck.

Allerede i første periode udgik Frederik Rasmussen, der blev tacklet i ryggen og røg med hovedet ind i banden, inden han med hovedpine og sting i ansigtet så resten af opgøret fra tilskuerrækkerne. Det kostede fem udvisningsminutter til den finske spiller. SønderjyskE havde dog svært ved at få powerplayet op at køre grundet de hurtige gæster, der konstant stressede den puckførende spiller.

Joni Myllykoski sørgede med nogle gode redninger for, at der stod 0-0 efter første periode. Efterfølgende forlod Derek Damon opgøret, da amerikanerens højgravide kone var ved at gå i fødsel. Undervejs i kampen var Kristian Jensen også ude for at blive syet, så det blev for alvor en travl dag for læge Adam Pedersen og SønderjyskE’s stab. Også for trænerstaben, som konstant måtte rykke rundt i kæderne.

Finnerne var tydeligvis ikke tilfredse med de tyske dommere, og det gav fem minutter inde i anden periode SønderjyskE muligheden i fem mod tre. Efter flotte kombinationer og godt overblik af Nathan Longpre kunne Harrison Reed score i et nærmest tomt mål. Finnerne var spillet helt tynde, og kort efter gjorde Longpre det endda til 2-0 med et godt skud tæt under mål.

Målene tændte endnu mere op under de finske gæster, der midt i anden periode fik reduceret. Lidt uheldigt blev det også 2-2, da et Vaasan-skud ramte en spiller foran mål og snød en chanceløs Myllykoski. Og med ti sekunder tilbage af anden periode fik gæsterne også vist, at de kunne spille powerplay fem mod tre.

I tredje periode fulgte SønderjyskE overraskende godt med set i lyset af de mange spillere, der var udgået. Daniel K. Hansen og Tyler Gotto er ude med skader, og da Nielsen og Edman også udgik manglede der fire backer fra bruttotruppen. Det gav i slutminutterne istid til kun 16-årige Marco Petersen, der var tæt på at få en assist i sit første skift, men også nåede at rage en udvisning til sig inden kampen var slut. I slutminutterne fik Vaasan scoret i powerplay og efterfølgende lukket og slukket med en scoring, hvor der burde være fløjtet icing inden da. Det havde heldigvis kun kosmetisk karakter. Selve spillet var absolut godkendt mod en stærk modstander.

Næste kamp i SE Arena er mod Aalborg Pirates torsdag den 25. august. Næste weekend gælder det dog først træningsturneringen i tyske Bietigheim.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus