Søg

Meget svær weekend i vente

Jesper Klitgaard, 18. august 2016, kl. 20:16

Fredag morgen ved syvtiden begiver ishockeytruppen fra Sønderjyske, samt en del af hjælperstaben sig mod det sydlige Tyskland, hvor holdet weekenden over skal deltage i den traditionsrige Bietigheim Ice Cup. Lørdag er modstanderen ingen ringere end HC Ambri Piotta, som har indtil flere tidligere NHL spillere i truppen, og søndag bliver modstanderen enten Bietigheim Steelers (DEL 2) eller Etoile Noire Strasbourg fra den franske liga.

Efter sidste weekends kampe, hvor de lyseblå spillere ellers gjorde en god figur, men hvor flere af spillerne fik pådraget sig skader, er forventningerne til weekendens turnering rent resultatmæssigt deraf skruet en anelse ned.

– Vores defensiv er desværre blevet hårdt ramt gennem den seneste uge, hvor Nikolaj Carstensen desværre har fået en skade i foden, som holder ham ude et par uger. Så udover ham kommer vi også til at mangle Tyler Gotto og Rasmus Nielsen denne weekend, siger cheftræner Dan Ceman, som derfor må ty til lidt alternative midler for at få opstillingen til at gå op i de kommende to kampe

– Vi vil nok forsøge at lave en lynomskoling af en af angriberne, som så må agere back. Dermed ændrer vores oplæg sig også, idet vi vil fokusere på at stå meget stærkt og kompakt i defensiven, og så se hvor lang tid vi kan holde stand. Vi vil komme under enormt pres, for det er klassemandskaber vi står til at møde. Alle hold er stærkt besat på alle pladser og har nogle gode profiler, som uden tvivl vil gøre at vi for vores at se til, lyder det fra Ceman.

Derfor bliver fokus som nævnt mere på den defensive side af spillet, men ligeså vigtigt på at få rystet truppen sammen, noget som trænerteamet allerede fornemmer er godt undervejs

– Rent kamp-mæssigt får vi en god mulighed for at få trænet det at stå kompakt og defensivt i banen, og vi vil formentlig se nogle udfald, især fordi at nogle af de helt unge spillere også vil få masser af istid. Udenfor isen skal turen selvfølgelig også bruges til at få spillerne til at komme nærmere hinanden. Den proces er, som vi oplever det, allerede rigtig godt undervejs. Spillerne har fra den første træning, alle som en budt ind med en formidabel indsats, hvor træningerne har forløbet med god intensitet, og hvor både de nye og de etablerede spillere byder ind til det fællesskab som er så vigtigt for os alle, slutter Ceman,


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus