Kasper Poulsen, 14. december 2018, kl. 15:35
Optakt Gudme HK – SønderjyskE
Efter ca. en måneds kamppause tager de lyseblå lørdag en tur til Fyn og møder hjemmeholdet fra Gudme HK. Pga kampflytninger har den stået på fysisk træning og håndbold træning i den lange periode. Det er derfor et SønderjyskE hold der er udfordret på kampformen, men helt sikker er sultne efter at komme på banen igen og få spillet årets sidste kamp. For efter udekampen mod Gudme er der julepause. Næste kamp er først tirsdag d.08.01.19 igen.
Hjemmeholdet fra Gudme havde store ambitioner inden sæsonen gik i gang og var af mange regnet for en seriøs kandidat til top 5. Men en utrolig dårlig start på sæsonen og tabet af Camilla Pytlick til Odense Håndbold midt i sæsonen har efterladt holdet i den nederste halvdel. Holdet består hovedsageligt at bagspillere der vil skyde fra distancen og er som udgangspunkt offensivt indstillet rent forsvarsmæssigt. Der bliver satset med en god kontrafase og derfor skal de SønderjyskE fejl begrænses i lørdagens kamp, hvis en sejr skal hives med hjem i årets sidste kamp.
På holdet finder man de to tidligere SønderjyskE spillere Cecilie Brandt og Pernille Johannsen. Mens Pernille Johannsen har sat sig på højre fløj positionen, skifter Cecilie mellem højre back og højre fløj. Begge spillere bidrager til kontrafasen, men her er det især venstre fløjen Laura Eggert der udmærker sig og kommer med en enorm speed her.
I bagkæden benytter Gudme sig meget af kvaliteterne i Cecilie Nordstrøm og Anne Cathrine Lundbyes skudkraft, som kan åbne mange forsvar, hvis man ikke er aggressiv nok. Derudover har det unge talent Cecilie Bjerre imponeret i de kampe hun har været med.
En sejr vil betyde at de lyseblå vil overvintre på en 3. plads i 1.division, dog for to kampe mindre end DHG på 2. pladsen. Så uanset hvad, venter der et tætpakket program på de lyseblå i 2019, da man har flyttet 2 kampe ind i det nye år.
Vi har brug for at slutte turneringen af før jul på den bedst muligt måde, da der venter os et ualmindeligt hårdt program i 2019. Vi er udemærket godt klar over at vi vil blive udfordret af Gudmes spillestil, som til tider kan være langsomt opbyggende, men indeholder utrolig meget skudkraft. Derudover vil vi møde et hold, som både vil satse på kontrafasen samt 7 mod 6 spillet. Den største udfordring bliver dog for os, at vi har haft kamppause i en måneds tid. Det er altid svært at vide hvad det gør ved et hold og derfor er vi bevidste om at det kræver det ypperste af os, hvis vi skal snuppe sejren på Fyn. Og man må ikke glemme at spillerne er yderst sultne efter at komme i kamp igen og få lov til at vise deres kvaliteter på banen i kampsituationer og ikke kun i træningshallen.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles lørdag d.15.12.18 kl.15.00 i Gudmehallerne.
Foto: Finn Poulsen