Søg

Det bedste hold vandt

Kasper Poulsen, 26. april 2018, kl. 9:43

SønderjyskE – Ajax København 22-35 (9-16)

SønderjyskE: Pernille Johannsen 5, Ricka Falk Gindrup 3, Emma Kiellberg 3, Rikke Hoffbeck 3, Caroline Amalie Rasmussen 3, Celina Hehnel Hansen 2, Sara Mitova 1, Emily Baunsgaard 1 og Claudia Rompen 1

Det blev aldrig til det lille eventyr som romantikerne havde ønsket sig. Dertil kom Ajax København med for meget, mens hjemmeholdet ikke formåede at bruge den fantastiske opbakning til at fuldføre drømmen. For selvom kampen var blevet flyttet fra den store arena til den gamle hal, så var stemningen på sit højeste og man følte næsten at hele Aabenraa havde mødt op for at støtte pigerne i kampen mod overmagten.

For udeholdet kom som klare favoritter til disse opgør. Og i kamp 2 fik de virkelig vist at de har tænkt sig at forsvare deres ligaplads og viste deres store styrke kampen igennem. Begge hold virkede lidt tøvende de første par minutter og havde svært ved at få løsnet op, men herefter fik udeholdet fat og kunne bringe sig foran med 5-2. Der skulle en timeout til fra hjemmeholdets side af før man for alvor stemplede ind. Dagens dommerpar tillod ikke at der blev gået særligt meget til den i modsat til dommerlinjen i det første opgør. Hele 3 straffekast blev der givet indenfor de første 8 minutter og 5 stk i alt til udeholdet i 1 halvleg. Men trods den lidt hårde start på kampen, formåede hjemmeholdet at kæmpe sig tilbage.

Opbakningen var helt fantastisk da der blev udlignet til 5-5 og man sad med en fornemmelse af at nu var kampen først rigtig startet. Men ligesom man syntes at kampen skulle til at starte, så viste udeholdet sig som utrolige kyniske og rykkede fra 5-5 til 12-5. Kampen var stort set afgjort.

Bagud med 7 mål ved pausen, var et godt billede af kampen. Hjemmeholdet kunne slet ikke få gang i spillet, mens udeholdet viste hvor let håndbold kan være, når man bare gør tingene simple.

De sønderjyskE piger kæmpede med at finde de rigtige beslutninger og blev alt for ofte lokket til at tage de forkerte afslutninger og endte med at sætte gang i udeholdets dygtige kontramaskine. Det gik stærkt og der var aldrig spænding om resultatet i 2. halvleg. De tekniske fejl hobede sig op og gang på gang blev dette straffet af et udehold, som satte sig fuldstændig på opgøret.

De lyseblå virkede hæmmet i deres spil og nerver og nervøsitet gjorde det bestemt ikke lettere. Men man skal bestemt heller ikke undlade at påpege at Ajax København var et klart bedre hold på dagen og fik vist hvorfor at de var klare favoritter inden kvalifikationen om den sidste ligaplads startede.

Det hele endte med et klart nederlag på 13 mål og en erkendelse af at det hele ligger til Ajax København nu.

Bedste SønderjyskE spiller i opgøret var højre fløjen Pernille Johannsen, som på trods af de store udfordringer formåede at blive topscorer for hjemmeholdet og trak et stort læs som den eneste spiller på positionen. Da holdets anden højre fløj Nina Bech er blevet opereret og er ude de næste mange måneder. Endnu en spiller der tilslutter sig “skadestuen” på holdet.

En stor ros skal der sendes af sted til alle de mennesker som bakkede holdet op og var med til at skabe en super stemning, trods det af udeholdet løb med sejren.

Der venter nu holdet en meget kort pause, inden det hele går løs igen i København lørdag eftermiddag, hvor den afgørende kamp vil blive spillet.

 

Der var en hård oplevelse for vores unge hold og vi må erkende at presset blev for stort. Den sublime opbakning som var tilstede i hallen, kunne vi desværre ikke gengælde. Men vi ved også med sport at resultaterne kan gå op og ned, det samme kan niveauet og humøret. Vi har set og mærket to forskellige verdener på under en uge, og dette er helt sikkert oplevelser som er med til at modne vores hold.  Vi er måske lidt hårdt ramt nu, men vi er stadigvæk i live og kæmper videre.

Cheftræner Oli Kecman

 

 

Den sidste og afgørende kamp spilles lørdag d.28.04 kl.15.00 i Bavnehøj Arena. Der er gratis entre. 

 

 

 

Foto: Finn Poulsen

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus