Søg

Drømmen om Ligapladsen

Kasper Poulsen, 14. april 2017, kl. 12:16

Optakt TTH Holstebro – SønderjyskE

Så går det snart løs. For inden for kort tid bliver det afgjort hvilke 2 hold der skal spille med i Dame Ligaen i den kommende sæson. Ringkøbing – Hadsten kæmper om den ene plads, mens TTH Holstebro og SønderjyskE skal i duel om den anden plads.

Hadsten viste vejen, da de på udebane i Ringkøbing fik hevet en uafgjort hjem og fik vist at 1.Divisions mandskaber på en god dag, godt kan spille op mod de mere etablerede Liga klubber. Dog er der ingen tvivl om at Holstebro har gode kort på hånden, da de har flere landsholdsaktuelle navne i deres trup.

I bagkæden finder man Annette Jensen  som er holdets topscorer og er inde omkring A-landsholdet. Hun trækker et stort læs på holdet og er både målfarlig og en spiller med et rigtig godt overblik. Hun er vant til at afgøre kampe og løser både vigtige opgaver forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt. Deres næstmest scorende spiller og mindst ligeså vigtig for dem er Mathilde Neesgaard Mogensen. Hun står for de spektakulære ting og er både godt skydende fra distancen og utrolig dygtig til gennembrud. Samtidigt har hun et stort fighterhjerte. Og så har hun faktisk en storesøster, som lige nu er i gang med at skabe en mindre sensation sammen med holdkammeraterne fra Hadsten. Nemlig Malene Mogensen som har utrolig stor betydning for Hadsten holdet.

Pauline Bøgelund er Holstebros anden landsholdsspiller og hun har fået stort ansvar på dette mandskab efter et par sæsoner i FC Midtjylland. Hun agerer på Højre Back, hvor hun både magter skuddet fra distancen og det lynhurtige gennembrudstræk. På Venstre Fløj finder man den norske spiller Hege Bakken Wahlquist, som har fået sit helt store gennembrud i den danske Liga i år. Hun er med omkring det norske B-Landshold og er fremtidens spiller. Hun er lynhurtig og kommer til mange afslutninger i Holstebros kampe. Hun skifter dog efter denne sæson til konkurrenterne fra Silkeborg/Voel.

På stregpositionen finder man 2 af de mest spændende talenter i dansk håndbold lige nu, nemlig Sara Hald og Line Skak. De har begge været med omkring de danske ungdomslandshold og er spillere med stort potentiale. Især Sara Hald har imponeret stort og har formået at lave næsten ligeså mange mål som A-landsholdsspilleren Stine Bodholdt Nielsen (Viborg HK) i Dame Ligaen. Det vidner om kvalitet og kalder på respekt.

De lyseblå stiller igen op med 2 unge U18 spillere Emma Skovmand og Anne-Sophie Johannsen i truppen. Men derudover er Yasi (Yasmin Sieljacks) tilbage på banen og vil kunne hjælpe holdkammeraterne i dette opgør. SønderjyskE har selv et par spillere der har lavet godt med mål i denne sæson, hvor Emma Kiellberg sluttedede på 5. pladsen på topscorerlisten med 137 mål, mens Camilla Nissen indtager 11. pladsen med sine 120 mål. Ligeså imponerende var det dog at Stregspilleren Helena Løjborg formåede at lave hele 106 mål i sin hidtil bedste sæson i den lyseblå trøje. Det er sjældent at stregspillere kommer over de 100 mål.

 

Det er vigtigt at vi får smidt nerverne og tør spille vores spil uden for mange begrænsninger. Hvis vi først begynder at have for meget fokus på modstanderens kvaliteter, vil vi hæmme os selv og hele tiden være et skridt bagefter dem. Der er så meget vi kan vinde i dette opgør og så lidt vi kan tabe, det skal vi huske at fylde vores tanker med under kampen. For det har været en sindssyg hård sæson vi har haft, hvor det har krævet ekstra meget at opnå målet om at slutte i top 3, da 1. Division har rummet meget kvalitet i år og ingen kampe har været givet på forhånd. Derfor skal vi nyde de kampe der venter nu og gå ind til dem med ubegrænset energi og gåpåmod. Så vi holder drømmen om en Liga plads i live. 

Assistenttræner Kasper Poulsen

 

Kampen spilles lørdag d.15. april kl.17.00 i Gråkjær Arena, Holstebro. 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus