Søg

Et trist topopgør

Kasper Poulsen, 7. november 2016, kl. 15:49

Ajax – SønderjyskE 20-16 (10-9)

Ajax: Cecilie Woller 4, Cecilie Specht 3, Christina Krogshede 3, Stine Nørklit Lønborg 2, Stine Frandsen 2, Mie Vinther 2, Sascha Juul 1, Isabella Jacobsen 1, Cecilie Johansen 1 og Sofie Amalie Olsen 1

SønderjyskE:  Emma Kiellberg 8, Yasmin Sieljacks 2, Helena Løjborg 2, Camilla Nissen 2, Frida Blohm 1 og Nina Bech 1

Der var ikke meget at glæde sig over som tilskuer til dette opgør. Begge hold leverede til tider ynkeligt angrebsspil og fik alt for lidt ud af kontrafasen. Hvor det ved hjemmeholdet virkede som en bevidst strategi at trække noget tempo ud af opgøret, kæmpede udeholdet fra SønderjyskE med at få kvalitet ind i 1. bølgen og 2. bølgen. Men det blev aldrig rigtig godt og i stedet for betød det tekniske fejl og forkerte beslutninger.

Ajax som i mange af deres kampe hidtil har dækket 3-2-1, valgte i dette opgør at gå tilbage i 6-0 og endte med at få stor succes med dette. I modsatte ende dækkede de lyseblå også 6-0 og voldte ligeledes hjemmeholdet store problemer her. Så det var en meget tæt affære i 1.halvleg, som kunne være gået begge veje. Men en dårlig udnyttelse af overtalsspillet kostede dyrt for de lyseblå og i stedet for at føre ved pausen, måtte man konstatere at man var bagud med 10-9.

Man var gået fra at føre med 9-7, til at være bagud med 10-9 og det skulle blive værre fra starten af 2. halvleg. Hjemmeholdet rykkede nemlig fra til stillingen 16-10 og dermed var kampen reelt afgjort efter 40 minutter. Først og fremmest fordi den lyseblå skarphed var blevet glemt derhjemme. Der blev brændt store chancer fra fløjene og man manglede måske lige den spiller der havde overskuddet til at gøre en forskel. Emma Kiellberg ender med at lave 8 flotte mål, halvdelen af dem var på straffekast, men ligesom resten af bagkæden manglede man rytmen i spillet, for at have kunnet kæmpe sig tilbage igen.

Bagud med 18-11 blev der satses i et offensivt forsvar til sidst og dette gav noget succes til sidst i kampen. Man fik sluttet godt af og ender med at tabe med kampen med 4 mål. Men niveauet blev aldrig en topkamp værdigt.

Dermed har Ajax slået et pænt hul til de andre konkurrenter og har endnu ikke tabt efter 7 spillerunder.

De lyseblå har nok at tage fat om og må rette fokus ind mod næste opgør, som er på hjemmebane lørdag d.12.11 kl.15.00 i Aabenraa Idrætscenter mod Lyngby. 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus