Kasper Poulsen, 6. oktober 2017, kl. 10:59
Optakt TMS Ringsted – SønderjyskE
Efter at turneringen har ligget stille pga landsholdspause, er de lyseblå nu igen klar til at kæmpe for point på kontoen. Der venter en lang lørdag, da holdet lørdag skal en tur til Sjælland og møde TMS Ringsted.
Man behøver blot at kigge tilbage på sæsonen sidste år, for at finde frem til at der venter en svær opgave. Her tabte holdet nemlig udebanekampen til TMS Ringsted med 30-29. Og at det er to hold der ligger tæt til hinanden, blev bevist da hjemmekampen blev vundet med 29-28. Så der er lagt op til en kamp, som kan gå begge veje.
SønderjyskE stiller op med 2 tidligere TMS Ringsted spillere. På Højre fløjen hentede SønderjyskE i sidste sæson Nina Bech og op til denne sæson har man hentet Højre Backen Caroline Rasmussen. Hun var i den forgangne sæson topscorer for TMS.
Hjemmeholdet har gemt deres profiler i deres hurtige playmaker og venstre back Amanda Dahl, som har voldt de lyseblå problemer adskillige gange, med hendes hurtige antrit og gennembrudsstyrke. På fløjene har de fået godt gang i Trine Mortensen på venstre fløj, som er et hurtigt våben i kontrafasen og træfsikker fra fløjen. På modsatte fløj har Charlotte Bisser fået en fortræffelig start på sæsonen og er p.t. holdets topscorer med et snit på over 6 mål pr kamp.
I målet har TMS Ringsted den tidligere U-landsholdsmålmand Kamilla Davidsen, som er en vigtig skanse og har stor betydning for holdet. Mens stregpositionen indtages af Liza Stokholm Olsen, som med hendes rutine er yderst vigtig i deres 6-0 forsvar og samtidigt har en stor rolle i deres angrebsspil.
Det er vigtigt for os at vi får fulgt op på vores seneste præstation og får tilkæmpet os en succesoplevelse på udebane. Vi er obs på de problematikker vores forsvarsspil vil blive udfordret på og de styrker som hjemmeholdet indeholder. Vi har stadigvæk nogle ting vi kan forbedre i vores spil og tanker vi ønsker at fuldføre på banen.
Cheftræner Oli Kecman
Kampen mellem TMS Ringsted og SønderjyskE spilles lørdag d.07.10 kl.14.00 i Dansk Kabel TV Arena.