Kasper Poulsen, 30. september 2016, kl. 9:59
Optakt VSH 2002 – SønderjyskE
Der venter damerne fra SønderjyskE en langtur, når de i dag drager mod Sjælland og skal møde VSH 2002. Virum Sorgenfri Håndboldklub har været placeret i 1.Division de seneste mange sæsoner og kæmper hårdt for overlevelse hvert år. Sidste sæson endte de dog på 10. pladsen og opnåede dermed deres bedste placering over de seneste 5 sæsoner.
Det er især på hjemmebane at de er stærke og har drillet mange hold igennem tiden. Profilerne på holdet i denne sæson er den norske bagspiller Ine Oldeide, som tidligere har optrådt med succes i Skanderborg og er p.t. topscorer for VSH 2002 med 12 mål i 2 kampe. Derudover er Amanda Bergsten en dygtig bagspiller. Hun var topscorer for dem i sidste sæson og har en vigtig rolle på holdet. På stregen finder man Simone Pedersen, som tidligere har optrådt for Ajax og med stor succes bruger hendes fysik rigtig godt. Sidst men ikke mindst, bør man have et vågent øje på Nikoline Brøns, som er en klog spiller i bagkæden og blandt de mest scorende sæson efter sæson.
1.Division er startet op med nogle meget lige kampe og mange hold har budt ind på en placering i top 6. Så en sejr til de lyseblå vil helt sikkert lune godt på pointkontoen.
Selvom truppen er plaget lidt af skader, har der været fuldt fokus på at få det optimale ud af de ressourcer vi har til rådighed. Det bliver en arbejdsindsats der skal få de 2 point med hjem til Sønderjylland og vi er godt klar over at vi intet får foræret en fredag aften på Sjælland. Men der blev vist nogle gode takter i hjemmekampen mod Vendsyssel og det er dem vi skal finde frem igen. Vores hold er ungt og meget talentfuldt, så det er en fed udfordring for dem, at få lov til at kaste sig ud i dette, i jagten på sejren.
Assistenttræner Kasper Poulsen.
Kampen spilles fredag d.30.09 kl.19.30 i Lyngby hallen. (Bemærk at det er Lyngby hallen)