Søg

Hjemmebanen blev forsvaret

Kasper Poulsen, 9. marts 2019, kl. 20:29

SønderjyskE – Roskilde Håndbold 30-21 (16-13)

SønderjyskE: Celina Hansen 6, Fatos Kücükyildiz 6, Rikke Hoffbeck 4, Ricka Gindrup 4, Emma Kiellberg 3, Sara Mitova 2, Nina Bech 2, Leonora Demaj 2 og Camilla Aastrup 1

Det blev til en forholdsvis sikker sejr over Roskilde Håndbold, som ellers har været dygtige til at gøre det svært for SønderjyskE de seneste par sæsoner. Så sent som i januar måned, hvor de 2 hold spillede det første opgør mod hinanden, var det med det yderste at de lyseblå fik 2 point med sig hjem til Sønderjylland.

Så det var igen lagt op til at det kunne blive en ren gyser igen. Men bortset fra en meget lige start, hvor Roskilde spillede frisk til den, så virkede det til at hjemmeholdet var bedre indstillet end udeholdet. For det var de rigtige ting der hele tiden blev sat op og der blev skabt masser af chancer.

Men det var ikke alle chancer der blev omsat til mål og derfor var der aldrig større afstand end 3-4 mål imellem holdene. Da dommerne var fløjtede til pause, var det med muligheden for at Roskilde kunne reducere til 16-14, da de var blevet tildelt et straffekast. Men Dragana Petkovska diskede op med en flot redning og dermed kunne hjemmeholdet gå til pause foran med 3 mål.

De lyseblå havde haft adskillige muligheder for at bringe sig foran med 5 mål, men hver eneste gang det sidste step skulle tages, manglede den sidste kynisme. Men efter 8 minutters spil af 2. halvleg, lykkes det endelig at bringe sig foran med 5 mål og herefter virkede det som om at kampen var knækket.

Så da man gik ind til kampens sidste 15 minutter, var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Dette skyldtes først og fremmest et rigtig godt forsvar og så en Dragana Petkovska, som lukkede helt af for udeholdets afslutninger på kant af forsvaret. Hendes præstation var absolut godkendt og mere til, når man tager med i betragtning at hun hele 2 gange i løbet af kampen blev skudt direkte i hovedet. Det er uden tvivl noget af det værste man kan blive udsat for som målmand, men Dragana fortsatte hendes storspil i målet på trods af dette.

Kampen sluttede med en storsejr til SønderjyskE på 30-21 og dermed har man nu endelig sikret sig en plads i top 3 i 1.division. Lige nu har de lyseblå en afstand på 6 point ned til Bjerringbro på 3. pladsen og er derfor tæt på at have sikret sig 2. pladsen i tabellen også. Dette vil når sæson er slut, udløse bedst af 3 kvalifikationskampe mellem nr.2 og nr.3 i 1.division.

 

Det var yderst dejligt at hente en forholdsvis sikker sejr over et Roskilde mandskab, som vi igennem tiden har haft utallige udfordringer med og dermed sikre os 2 point til at konsolidere vores 2. plads i tabellen. Nu venter der 3 kampe på os i turneringen, før vi kan kigge frem mod kvalifikationsspillet, og der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at vi har meget, vi ønsker at få ud af disse kampe. 

Cheftræner Oli Kecman

 

 

Næste kamp spilles lørdag d.16.03 kl.13.30 i Ceres Park hal 1 i Aarhus. 

 

 

Foto: Finn Poulsen

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus