Kasper Poulsen, 4. marts 2018, kl. 13:46
SønderjyskE – Gudme 20-23 (10-12)
SønderjyskE: Ricka Falk Gindrup 7, Celina Hehnel Hansen 3, Caroline Amalie Rasmussen 3, Sara Mitova 2, Pernille Johannsen 2, Emily Baunsgaard 2 og Leonora Demaj 1
Det blev aldrig den spillemæssige oplevelse som hjemmeholdet havde sat hovedet op efter. Og det blev bestemt heller ikke resultatmæssigt til det man havde ønsket.
Et 3 målsnederlag på hjemmebane til et upåagtet udehold, som valgte at følge den trend, som efterhånden er set så mange gange i Arena Aabenraa i denne sæson. Nemlig at spille til passivt spil i størstedelen af angrebene og satse på den destruktive spillestil.
Det giver bestemt ikke en køn oplevelse for publikum at skulle overvære sådan en håndboldkamp, men netop denne dag, fik Gudme HK stor succes ud af deres taktik.
SønderjyskE kunne slet ikke finde fodfæste i starten af 2. halvleg og dette blev i sidste ende det afgørende øjeblik.
Begyndelsen af kampen, fulgte et forløb som man har set en del gange nu. Der blev skabt store chancer og tempospillet så fint ud, men der blev brændt alt for meget igen. I stedet for at få skabt et solidt forspring og sætte sig på kampen, fik udeholdet i stedet for succes med deres lange angreb og nødt godt af den frustration der stille og roligt spredte sig ved hjemmeholdet.
Der blev taget for hurtige og dårlige beslutninger, samtidigt med at udeholdet var skarpe i mange situationer, på selv de mindste chancer.
Så pausestillingen på 12-10 til Gudme, var der ikke meget at sige til.
Men herfra, gik det kun en vej i en lang periode. Masser af tekniske fejl fra hjemmeholdets side og lige pludselig førte udeholdet med 19-12.
De 10 minutter vil gå over i historien, som noget af det dårligste håndbold der er set i nyere tid. Intet var forandret i udeholdets spillestil, men de lyseblå gjorde det yderst svært for sig selv og begravede reelt kampen her.
Momentum kom herefter til SønderjyskE og lige pludselig lykkes tingene og man fik fat om kampen. Der blev reduceret til 20-17 og kampen var levende igen.
Udeholdet tog klogeligt en timeout i denne periode og fik ro på spillet igen. Så det endte med en sejr til Gudme og 2 vigtige point til dem i kampen om at undgå nedrykning.
Mens de lyseblå må konstatere at nederlaget definitivt sender dem ud af top 2 og nu må kæmpe hårdt for 3. pladsen som vil give kvalifikationskampe om oprykning til Ligaen. De lyseblå kommer til at kæmpe en hård kamp mod Horsens om 3. pladsen i de resterende 5 kampe.
Det vi præsterede i dette opgør, var så langt under niveau, at der ikke er grund til at bruge mere energi på det. Vi skal som hold løfte vores niveau og det er det eneste vi har fokus på det næste stykke tid.
Cheftræner Oli Kecman
Næste kamp er lørdag d.10.03 kl.15.30 i Arena Aabenraa, hvor Fredericia HK kigger forbi.
Foto: Finn Poulsen