Per Jessen, 7. februar 2016, kl. 19:00
Viborg HK – SønderjyskE 33-24 (14-13)
Viborg HK : Rikke Skov 6, Ann Grete Nørgaard 5, Marie-Paule Gnabouyou 5, Simone Böhme 4, Line Uno 4, Nikoline Lundgreen 2, Siri Seglem 2, Louise Lyksborg 1, Mathilde Storgaard 1, Sarah Paulsen 1, Barbara Palos-Bognar 1
SønderjyskE Damer : Susanne Madsen 7, Stine Knudsen 4, Helena Løjborg 3, Emma Kiellberg 3, Cecilie Kirkeby Brandt 3, Emily Baunsgaard 2, Pernille Johansen 1, Kristina Logvin 1
Resultatet vidner om den forskel som der er på top og bund i Dame Ligaen. Men selve kampen var meget mere lige end man på forhånd havde kunnet tro.
Hjemmeholdet lagde ellers bedst ud og var i flere perioder foran med 3-5 mål. Men de lyseblå slap aldrig grebet om kampen i 1.halvleg. Tværtimod stod de for flere gode aktioner i kampen og blev ved med at presse favoritterne fra Viborg HK. Flotte præstationer af Helena Løjborg og Susanne Madsen, samt et hold der virkelig stod sammen var opskriften på en flot 1. halvleg.
Kun marginaler gjorde at der ikke stod uafgjort på måltavlen i stedet for en 1 måls føring til hjemmeholdet. Dem der havde en forventning om at Viborg ville trække fra i starten af 2. halvleg, blev slemt skuffet. For de lyseblå blev ved med at hænge på og nægtede at give op. U18 spilleren Cecilie Brandt spillede en stor 2. halvleg og kronede en fantastisk indsats med 3 mål.
Så længe kræfterne rakte, var det bestemt en godkendt indsats, men da først hjemmeholdet fik grebet om kampen i den sidste del af 2. halvleg, blev det svært. SønderjyskE havde svært ved at stå i mod og samtidigt gjorde kontrastødende fra hjemmeholdet virkelig ondt.
Så det hele endte med en sejr på 33-24. Ærgerligt at det skulle ende med et nederlag på denne størrelse, når der undervejs i kampen var mange gode momenter og god indstilling. Liga holdet tager de gode ting med sig videre og er allerede klar til kampen igen på lørdag. Hvor Nykøbing Falster kigger forbi.
Næste kamp: Lørdag d.13.02 kl.19.30 i Aabenraa Idrætscenter mod Nykøbing Falster.