Kasper Poulsen, 12. april 2019, kl. 14:13
Optakt SønderjyskE – Bjerringbro (1.kvalifikationskamp)
Det er de fedeste kampe der venter forude for hjemmeholdet SønderjyskE. For nu starter oprykningsspillet nemlig. Helt nyt er det i denne sæson at nummer 2 og 3 fra 1.division mødes i bedst af 3 kampe i første fase af oprykningsspillet. Det betyder at de lyseblå skal op i mod udeholdet fra Bjerringbro. Og Bjerringbro er faktisk et af de 2 mandskaber der har haft succes i denne sæson med at slå netop SønderjyskE. Så det er bestemt ikke givet på forhånd at det er SønderjyskE der kommer sejrsrigt ud af dette.
Tabellen fortæller dog at der er 8 points forskel mellem de 2 hold og at SønderjyskE har på papiret en langt bedre defensiv end Bjerringbro. Til gengæld er Bjerringbro rækkens mest målfarlige mandskab og har i gennemsnit lavet hele 30 mål pr kamp. Hvorimod de lyseblå i gennemsnit laver 28 mål pr kamp. De 2 tidligere opgør i denne sæson er endt med en hjemmesejr til Bjerringbro på 30-26 og en hjemmesejr til SønderjyskE på 29-26.
Så ud fra dette er det selvfølgelig en fordel at være blevet nummer 2 i 1. division og dermed have sikret sig retten til hjemmebane i en evt. 3 kamp. Og netop hjemmebanen kan vise sig at få afgørende betydning, da de lyseblå indtil videre har været fantastisk spillende her og er ubesejret i Arena Aabenraa denne sæson. Men omvendt kan man forvente at kampene bliver intense og nervøsitet kan bestemt også komme til at spille en rolle i alt dette, så alt er åbent og intet er afgjort på forhånd.
Bjerringbro møder op med en af 1.divisions mest målfarlige spillere i Line Gyldenløve. Hun laver i gennemsnit ca. 7 mål pr kamp, men har formået i de 2 opgør mod SønderjyskE tidligere i sæsonen at lave hele 19 mål sammenlagt. Det fortæller alt om hendes kvaliteter og betydning for holdet. Hun formår både genenmbrud og skud fra distancen og har ingen defensive pligter for udeholdet. Så meget står og falder med hende for Bjerringbro i disse opgør.
Udeholdets næstmest scorende spiller er Louise Søndergaard som indtager højre back positionen og har et af 1.divisions hårdeste skud. Hendes venstre hånd har voldt mange mandskaber store problemer og træder man for meget frem på hende har hun overblikket til at finde stregspilleren. Og netop stregspillerne er et stort tema når man møder Bjerringbro, for 7 mod 6 spillet bliver flittigt brugt og her har deres stregspillere bare evnen til at stå de rigtige steder og fange alle indspil.
Bjerringbro er det eneste mandskab der har hele 3 spillere i top 15 på topscorerlisten og sidste spiller er Christina Haahr Larsen. Hun er en yderst elegant spiller på venstre back og er dygtig til at sætte sin direkte modstander, hvis man mister fokus et øjeblik.
I det hele taget kommer Bjerringbro med et voldsomt tryk fra deres bagkæde og har vel været sæsonens bedste angrebshold. De er dygtige til at finde hinanden og slippe bolden på de rigtige tidspunkter og har virkelig ramt et godt match i denne sæson. Det er derfor også fuldt fortjent at de er den ene part i dette oprykningsspil og vi kan med alt sandsynlighed se frem til nogle fede kampe, hvor alt er på spil.
Hjemmeholdet har atter Leonora Demaj på holdkortet, som er tilbage på træningsbanen igen efter en lille skadesperiode. Alberte Mørk er definitivt ude af disse kvalifikationskampe, mens Louise Andresen er tvivlsom pga skade.
Vi har hjemmebanefordelen og har bestemt også tænkt os at udnytte dette. Men vi må også forvente at udeholdet fra Bjerringbro kommer med en intention om at snuppe sejren og se om de kan blive det første hold til at vinde i Arena Aabenraa. De kommer med en super bagkæde og et 7 mod 6 spil, som de har trænet dag og nat. Deres bedste våben bliver angrebsspillet, mens vi håber at vi kan ramme den defensiv, som kan virke opslidende og modbydelig for en modstander. Vi har så meget at komme med og nu er det bare op til spillerne at slippe det løs og nyde det, når først startsignalet lyder 🙂
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles lørdag d.13.04 kl.15.00 i Arena Aabenraa.
Foto: Finn Poulsen