Søg

Sejren var aldrig i fare

Kasper Poulsen, 14. oktober 2017, kl. 10:37

Sønderjyske – Lyngby 27-21 (15-9)

Sønderjyske: Emma Kiellberg 5, Sara Mitova 5, Pernille Johannsen 4, Helena Løjborg 3, Rikke Hoffbeck 3, Leonora Demaj 2, Emily Baunsgaard 2, Celina Hehnel Hansen 1, Claudia Rompen 1 og Caroline Rasmussen 1

Lyngby: Ronja Johansen 7, Sofie Christensen 4, Mette Bejder 4, Julie Frilund Jacobsen 1, Anne Fahrendorff 1, Louise Krane Brønnum 1, Camilla Brønnum 1, Cathrine Graugaard 1 og Frida Blohm 1

Det blev til endnu en vigtig sejr for de lyseblå, da gæsterne fra Lyngby kiggede forbi Arena Aabenraa. Hjemmeholdet virkede yderst klar og allerede efter 6 minutter stod der 4-1 på måltavlen. Holdets makedonske fløjspiller Sara Mitova havde på dette tidspunkt sørget for 2 af målene og spillede i det hele taget en rigtig flot kamp. Det blev 10-4, hvorefter udeholdet valgte at tage en timeout.

I det hele taget kunne hjemmeholdet være yderst tilfredse med deres indsats i 1. halvleg. Emma Kiellberg havde været godt spillende, det samme havde fløjene. De stod for deres bedste indsats i sæsonen og tegnede sig for hele 12 af de 27 mål der blev lavet i kampen. Og så kommer man ikke udenom at rose de 2 målmænd. Claudia Rompen var måske den mest iøjnefaldende med flere store redninger og ovenikøbet et langt udkast som endte i et tomt mål. Men også Hafdis Renötudóttir stod med en redningsprocent på 42, da hun kom på banen. Så det begynder at se positivt ud med samspillet mellem forsvar og målmænd.

2. halvleg blev en grusom oplevelse, hvis man havde sat hovedet op efter en magtdemonstration. For dertil var indsatsen ikke. Udeholdet gjorde deres bedste for at hænge på og spillede i lange perioder 7 mod 6. Men i dette opgør var det hjemmeholdet selv der var sin egen værste modstander. For hold da op hvor der blev lavet tekniske fejl og brændt nogle gevaldige chancer. Der var masser af muligheder for at hive en 10 måls sejr i land, men roses skal også Lyngbys målmand Louise Pettersson som stod en fornem kamp og gjorde sit bedste for at Lyngby kunne hænge på.

Der var dog aldrig spænding om resultatet, da det tætteste Lyngby kom på sejren, var ved stillingen 18-22. Men der er stadigvæk plads til forbedring set over 2 x 30 minutter. Indtil nu har de lyseblå spillet rigtig flot håndbold i perioder af kampene og kan man få udvidet disse perioder, begynder det at se lyst ud.

I dette opgør var det fløjene, målmændene og Emma Kiellberg der var lyspunkterne. Men det er netop styrken ved dette hold, at på en dag hvor bagspillerne ikke er så dominerende, så er andre spillere klar til at tage over.

 

Vi kan kun rose spillerne for den indsats de kommer med i 1.halvleg. De virker parate til opgaven og vi får bredt spillet ud. Målmændspræstionerne var bestemt godkendte og vi får søgt kontramulighederne som vi rigtig gerne vil. Når det er sagt, så må vi også erkende at vi bestemt ikke kan være tilfredse med 2. halvleg. Vi kan så meget mere end det vi får vist og det bliver vores opgave at tage det næste step op, så vi kan vokse som hold. Vi ved at vi får brug for at vi kan holde fokus 2 x 30 minutter, hvis vi skal fastholde vores position i toppen af rækken. Så der er nok at arbejde videre med. 

Cheftræner Oli Kecman

 

Næste kamp er på udebane mod Bjerringbro lørdag d.21.10 kl.14.00 i Bjerringbro Idrætspark 1. 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus